23948sdkhjf

Så kører det på skinner

Ny hybrid kører både på asfalt og togskinner.

Den tjekkiske specialist i vej- og skinnekøretøjer SaZ s.r.o. leverer sammen med DAF Trucks Danmark, Kolding, og AR Maskinteknik, Ebeltoft, en højt specialiseret 3-akslet DAF CF-510 til Banedanmark.

Lastbilen er udstyret med skinnehjul, så den både kan køre på almindelig vej samt på det danske skinnenet.

Skinner med

DAF’en er opbygget af SaZ s.r.o. i Hodonin i det sydlige Tjekkiet. Her er den forsynet med en dansk-produceret HMF 1330 K5-kran samt 6,5 meter fast lad og opbygget som såkaldt svejselastbil til reparation og vedligeholdelse af det danske skinnenet.

Foruden HMF-kranen er den bl.a. udrustet med en 30 kW generator, svejseudstyr, diverse værktøjskasser og specialværktøj, kompressor og gasflaskeholder. På begge sider af ladet er der monteret udtrækskonsoller, så bilen transporterer op til 10 meter lange jernbaneskinner i løs vægt. Bag førerhuset er der monteret en lodret holder, så skinnerne kan placeres hen over førerhuset ved landevejskørsel.

Uafhængige bogier

Under bilens chassis er der monteret to uafhængige bogier med hver fire skinnehjul. Når lastbilen køres fra en landevej hen over et sæt skinner, sænkes bogierne hydraulisk og løfter lastbilen fri af underlaget.

Samtidig hæves lastbilens luftaffjedrede aksler for at øge frihøjden til skinnerne. Derfra kan svejselastbilen ved egen kraft køre hen til det sted, hvor en skinne eller et sporskifte skal repareres eller udskiftes. Trækkraften til skinnehjulene overføres hydrostatisk fra lastbilens motor via et kraftudtag til de bageste skinnehjul, og tophastigheden på skinner er 40 km/t.

Vandt EU-udbud med DAF

Svejselastbilen er - ud over at være godkendt og indregistreret som almindelig lastbil - også godkendt som jernbanekøretøj og bl.a. udrustet med jernbanelygter for og bag samt kommunikations- og sikkerhedssystemer. Bilen stationeres i Nordjylland, hvor den erstatter en ældre og udtjent svejselastbil.

SaZ s.r.o. fik ordren på svejselastbilen efter et EU-udbud, hvor Banedanmark havde opstillet meget præcise krav til køretøjet. SaZ s.r.o. valgte at byde med en DAF af typen CF-510 FAT, altså en 3-akslet forvogn med DAF’s mellemstore CF-førerhus med sovekabine, 13-liters MX13 Euro 6-motor på 510 hk, 6-trins Allison automatgearkasse samt DAF’s tandembogie.

Den tjekkiske virksomhed har vundet ordrer på yderligere to vej- og skinnebiler baseret på DAF-chassiser til Danmark. De leveres til Storebæltsforbindelsen i løbet af de kommende måneder.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172