23948sdkhjf

Dansk kvalitet helt ud i det yderste led

Der hænger en messingklokke på væggen i det aflange kontormiljø hos BSV Krantilbehør. Når man ringer med den, er det ikke for at give en omgang, men for at markere en indgået ordre på mindst 100.000 kr.

Det sker indimellem, at klokken bimler. Og engang skete det også, at hele fabrikken måtte lukke ved middagstid og sende medarbejderne tidligt hjem – med fuld løn. Fordi direktøren var kommet til at love det, hvis der en dag blev solgt for over en million inden kl. 12.

»Så måtte jeg give alle 30 mand en halv gratis fridag. Jeg havde ikke lige regnet med, at det rent faktisk ville ske en dag, men så må jeg jo lære det på den måde,« lyder det med et smil fra direktøren selv, Flemming Jensen.

Hos BSV Krantilbehør A/S gør man således en dyd af at fejre de små og store sejre. Og den tilgang lader til at virke, for der er pæn aktivitet i fabrikshallerne i Vejen. Hos BSV fremstiller man nemlig produkterne selv – 100 procent ”made in Denmark”.

»Der er faktisk ikke så mange, der ved, at vi laver det 100% dansk,« siger Flemming Jensen.

Tidligere på året udstillede BSV på Herning-messen og fik en del forespørgsler om, hvor produkterne egentlig blev importeret fra. Men svaret er, at det hele starter fra en flad plade på værkstedet i Vejen.

»Vi kan beregne og konstruere selv. Vi kan selv skære ud, fræse, bore, dreje, svejse, rense og montere, og så har vi også vores egen malekabine. Hele processen er vores egen,« fastslår direktøren.

»Vi har vores egne ingeniører, så vi kan selv finde ud af, om en særlig forespørgsel kan lade sig gøre. Det giver en fantastisk fleksibilitet, og ejerskabet er til stede hver dag. Så kommunikationsvejen er kort, og vi undgår en masse død-tid, fordi vi ikke er afhængige af nogen.«

Kender sine styrker

BSV Krantilbehør beskæftiger i dag 30 medarbejdere. De syv af dem er på kontoret, og resten på værkstedet. Firmaet har rødder tilbage til 1960 og er i dag ejet af hovedaktionær og adm. direktør Flemming Jensen samt Allan Richardy. De har begge en teknisk baggrund som henholdsvis ingeniør og maskintekniker.

Igennem tiden har BSV Krantilbehør udviklet tre ben at stå på – nemlig mekaniske, hydrauliske og el-hydrauliske produkter. De to første produktgrupper er til lastbilkraner, mens det el-hydrauliske primært henvender sig til kraftvarmeværker, der skal bruge ekstra stort og kraftfuldt udstyr.

»Det under 100 kg er der mange, der er meget bedre til, end vi er. Og det over 100 ton er der mange, der er meget bedre til, end vi er. Man skal kende sine styrker, og det er mellem 100 kg og 20 ton, at majoriteten ligger for os,« forklarer Flemming Jensen om kerneprodukterne, der omfatter grabbe, skovle, pallegafler, tænger og meget andet.

De fleste af BSV’s produkter – omkring 60 procent af salget – eksporteres. De udenlandske kunder er typisk forhandlere eller entreprenørfirmaer og fordeler sig over hele verden – som fx Canada, Australien og Irak, samt naturligvis en stor mængde i Europa. For nylig var der også en forespørgsel på en meget stor ordre fra Sydamerika.

»Men vi endte med at sige nej tak, selvom det var et meget stort projekt. Det lå lige på kanten af, hvad vi er vant til, og man skal også kende sine begrænsninger,« siger Flemming Jensen.

»Det nemme er altid at sige ja. At sige nej kræver noget. Men for os er det vigtigste, at det leverede produkt er i orden.«

Kvalitet til forskel

Det er ingen hemmelighed, at det er omkostningstungt at holde fast i dansk produktion. Derfor er kvalitet, service og fleksibilitet afgørende i konkurrencen for BSV.

»Man kan sagtens importere en containerfuld grabbe eller kroge fra Kina. De er selvfølgelig billige, men de ser også ud på en bestemt måde, og det kan man ikke lave om på. Og skal du have en reservedel, så tager det tre måneder. Vi producerer vores egne reservedele, og du kan ringe og snakke med os om det, og så går vi i gang med det samme,« siger BSV-direktøren.

»Der er da heldigvis også kunder, der gerne vil betale for den rigtige kvalitet. Lastbilen tjener jo ikke en krone, hvis ikke der hænger noget for enden af den krog, der kan lave noget. Den rigtige grab eller skovl er med til at trække investeringen hjem på hele lastbilen til flere millioner kroner.«

Hos BSV Krantilbehør bliver alle produkter trækprøvet med overbelastning, inden de forlader fabrikken.

»Sådan en maskine kan man ikke købe, så den byggede vi selv. Vi ville kunne trækprøve vores produkter, og på mekaniske ting vil vi også vide, hvor meget de klemmer,« forklarer Flemming Jensen.

Lovkravet er, at hvert produkt skal typeafprøves.

»Vi har valgt, at vi gør det på hvert enkelt, og så er der ikke noget at komme efter.«

Samtidig følger der et officielt certifikat med alle produkter, som brugeren kan fremvise over for fx Arbejdstilsynet.

Tager gerne ansvar

På en tur igennem fabrikkens produktion tales der både dansk og engelsk. Bemandingen er nemlig international, for det er ikke let at finde arbejdskraft til en fabrik for krantilbehør. BSV forsøger selv at løfte noget af opgaven med to lærlinge ansat.

»Det er to solstrålehistorier, for de er rigtig gode. De er dygtige, og de vil. Og vi er nødt til også selv at tage et ansvar for at trække unge til branchen,« siger Flemming Jensen.

Det sker også igennem engagement i nærområdet – bl.a. ved et tæt samarbejde med to skoleklasser igennem flere år, deltagelse i en lokal opfinderkonkurrence og flere andre projekter med det formål at åbne de unges øjne for industriens muligheder.

Mere synlighed

Herunder også mulighederne hos BSV, der har fokus rettet mod yderligere udvikling og vækst i de kommende år. Og det skal blandt andet ske ved en mere udadvendt profil.

»Det er faktisk unikt, at vi har alle kompetencer in-house her i Vejen. Det er bare ikke altid, vi har været så gode til at tænke over det og sætte pris på det. Men vores hjemmemarked har fået et boost i de sidste par år, fordi vi tidligere har været ret usynlige. Vi har siddet på vores flade, og vores største salgsindsats har været at sidde og vente aggressivt ved telefonen på, at den ringer,« siger Flemming Jensen.

Siden han overtog rorpinden i firmaet i 2007, har han arbejdet med at styre BSV i en ny retning.

»Jeg har sat mit eget hold, og jeg ville noget mere med marketing og salg. Det havde ligget i dvale i for mange år, så det var tid at vække bjørnen og se at komme derudad. Nu har vi fået styrket salget og vores tekniske formåen, også maskinmæssigt. Nu skal vi bare også gøre opmærksom på det udadtil.«

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094