DCC Energi: Stadig rigeligt med forsyninger
Alt imens Covid-19 har lukket store dele af Danmark delvist ned, har DCC Energi sat alle ressourcer ind på at holde forsyningslinjerne åbne til de mange, som stadig holder hjulene i gang i samfundet. Hver dag kører chaufførerne fortsat de mange tankbiler ud i landet med både fyringsolie og Shell-brændstof.
»Vi mærker også, at mobiliteten er faldet, og at utrolig mange normale aktiviteter er sat i bero. Men i den ekstraordinære situation vi står i, er det ekstremt vigtigt, at vi er vores ansvar som energiselskab bevidst og sikrer, at vitale dele af samfundet stadig kan fungere. Her taler jeg ikke mindst om landbruget, som er ved at komme godt i gang med forårsarbejdet, og de mange vognmænd og transportører, der lige nu sørger for, at vi har varer nok. Vores topprioritet er helbredet og sikkerheden for vores medarbejdere og kunder. Samtidig er vi heldigvis også i den gode situation, at vi ikke har udfordringer med at holde forsyningen kørende,« siger Christian Heise, adm. direktør i DCC Energi.
Regeringen indførte tirsdag 18. marts yderligere foranstaltninger for at bryde smittekæden for Corona-virus. Det betyder bl.a., at storcentre, restauranter, cafeer, frisører, mfl. lukker midlertidigt. De nye retningslinjer gælder ikke for bemandede tankstationer.
Alligevel indfører Shell tankstationerne skærpede retningslinjer for kunder og personalet. Det betyder bl.a., at tankstationer med spisepladser midlertidigt lukker ned for spisepladserne. Mad kan dog stadig købes som take away. Ligeledes indføres diskretionslinjer i gulvet ved kassen.