23948sdkhjf

- De nye lønkrav fra 1. januar afslutter ikke kampen for ordnede forhold

Kommentar til denne artikel:

At udenlandske virksomheder fra den 1. januar 2021 skal betale deres chauffører 164,96 kroner i timen, når de udfører cabotage- eller kombikørsel i Danmark, er et stort skridt hen mod mere fair konkurrence på vejen. Alt for længe har vi været vidne til en udvikling, hvor udenlandske chauffører og vognmænd på et bagtæppe af dårligt arbejdsmiljø og social dumping har udkonkurreret danske kolleger. Det har været med til at trække hele transportbranchen ned til skade for hele erhvervet, så alt for mange nu betragter os som en lidt ussel og ugleset branche. Det skal vi i den grad have ændret på.

For når der nu træder nye regler i kraft ved årsskiftet, skal kampen for den danske transportbranche ikke stoppe.

Nej. Vi skal tværtimod fortsætte kampen for at sikre, at reglerne bliver efterlevet, og at myndighederne effektivt og grundigt fører kontrol ikke bare med danske, men i mindst lige så høj grad med de udenlandske lastbiler og chauffører. For hvis vi ikke sætter hårdt ind nu, ja så risikerer vi at stå helt uden en dansk transportbranche i fremtiden.

Derfor skal vi også have fokus på, at lønomkostningerne for danske virksomheder med danske chauffører er højere end den sats på 164,96 kroner. i timen, som Færdselsstyrelsen har sendt i høring, og som vi må forvente kommer til at gælde for udenlandske virksomheder og chauffører fra årsskiftet.

Lad mig blot nævne nogle af de elementer, som en dansk arbejdsgiver også skal betale ud over en anstændig timeløn: Tillæg for overarbejde, AUB-bidrag, AES-bidrag og feriepenge er alle elementer i lønpakken, som gør omkostningerne for en dansk arbejdsgiver højere end for en udenlandsk. Ligesom forskelle i sociale sikringsbidrag og skattebetalinger også spiller en rolle.

Derfor vil der – uanset de gode intentioner bag et højere lønniveau for udenlandske chauffører – stadig være en ulige konkurrence for danske virksomheder og chauffører, og derfor fortsætter kampen for det danske transporterhverv.

Jeg håber, det er en fælles branche, der står sammen og lægger det nødvendige pres på politikerne for at få gennemført gode, holdbare og langsigtede løsninger, der løfter vores branche og sikrer, at vi endelig begynder at konkurrere på kvalitet og effektivitet i stedet for på løn og dårlige arbejdsforhold.

Christian Sørensen Madsen, formand i ITD

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109