23948sdkhjf

- Gratis, uforpligtende og ansvarsfrit

DEBATINDLÆG:

Som daglig læser af Lastbilmagasinet.dk kan man blive godt informeret om dette og hint. Eksempelvis ny lastbil til den og den, ny sættevogn og ny blokvogn til …., ny teknik på området, konkurser, kørsel uden tilladelser, køre- og hviletid, trafikproblemer, væltede vogntog, øvrige mindre og større ulykker, kørsel på aftaler udenfor overenskomst og meget andet. Og ikke at forglemme gode historier fra og om politiets indsatser og afsløringer af grove køre- og hviletidsovertrædelser, manipulation, spirituskørsel, farlig gods, buskontrol m.m. Alt sammen som regel i artikler med sobert indhold.

Artiklerne og indholdet kan være skrevet af magasinets egne journalister, men det bemærkes også, at chauffører, vognmænd, kontorledere, formænd og direktører for foreninger indenfor transportområdet og sågar politikere står bag indholdet. Enten i form af, at man har udnyttet den mulighed at skrive et selvstændigt indlæg, som optages på hjemmesiden, eller man citeres for diverse udtalelser om dette og hint. Også selv om man tydeligvis udtaler sig om forhold, som man ikke er godt nok informeret omkring.

Indenfor det sidste halve til hele år har især et emne fanget min opmærksomhed. Jeg betragter faktisk emnet som det, skribenterne og de refererede elsker at hade. Nemlig de udenlandske lastbiler og deres vognmænd og chauffører – vel at mærke østeuropæiske. Kritikken går især på, at de med deres tilstedeværelse er skyld i og tager del i ”social dumping”. Desuden optager de i den grad pladserne på rastepladserne, så der ikke er plads nok til andre, og de beskyldes nærmest for at være årsag til både det ene og det andet, som ikke ligger indenfor ”ordnede forhold”, hvad det så end måtte være.

Kunne disse udlændinge bare overholde reglerne om afholdelse af hvil (altså ingen ordinær hvil i lastbilen), så ville mange problemer tilsyneladende være løst!

Op til kommunalvalget lykkedes det også at gøre nogle politikere interesseret i disse østeuropæeres ”hærgen” på rastepladser. Landspolitikerne blev aktiveret og tager nu også del i ”heksejagten”, og man kaster store beløb af til projekterer med ændrede regler for parkering på rastepladser. Penge der senere vil vise sig at være spildte.

Hver gang ovenfor anførte emne kommer på banen, så kan man direkte eller ved læsning mellem linjerne se en kritik af myndighederne (=politiet), som ikke aktivt gør noget ved ”problemet”.

Rigspolitiet har udtalt sig omkring emnet, men de kloge skribenter og refererede personer ved bedre. Alle har de en mening om, hvor let det er for politiet at kontrollere disse ulovlige hvil, og man har sågar også en mening om, at dette da virkelig bør komme før al anden indsats.

At politiet ikke kan finde ud af det, må skyldes korpsets inkompetence. Se bare hvordan de gør i Frankrig, Belgien og Tyskland. Her skrides der ind overfor problemet. Måske, men ved I kritikere faktisk noget konkret om bare én sag fra disse andre EU-lande – en viden, der ligger ud over, hvad I har læst. Kender I til sagens endelige afgørelse, kender I til, hvor meget krudt myndighederne måtte bruge forud for sigtelse, eller tror I bare, at I ved hvad der foregår.

Når I nu er så bedre vidende omkring, hvad politiet skal gøre, og hvor de skal sætte ind, har I så nogensinde gjort jer den tanke at banke på døren hos politiet og fortælle om jeres egne fortræffeligheder og viden udi at løse dette ”problem”. Jeg er sikker på, at I vil blive modtaget og lyttet til, men det kunne også være, at politiet vil give jer et indblik i, hvad der faktisk kræves for at sigte og dømme personer. Der er nogle regler vedr. bevisførelse, som er styret af Retsplejeloven. Den beskytter og gælder for os alle, også udlændinge. Skulle der ikke tænkes i Retsplejelovens paragraffer, så ville situationen for danske chauffører og vognmænd nok ikke se sjov ud.

Så hold nu jeres kritik af politiet for jer selv. De har garanteret de bedste evner til at vurdere, hvor deres begrænsede ressourcer indsættes med henblik på bedst mulige løsning for alle og ikke mindst til opnåelse af bedste trafiksikkerhedsmæssige tiltag.

Det bør vel ikke være nogen ubekendt i dette land, at politiet med dets voksende opgaver har begrænsede ressourcer til rådighed. Enhver indenfor transportbranchen, som måtte blive udsat for indbrud i eget hjem eller overfald på åben gade, vil jo nok mene, at politiet bør varetage hans interesser som forurettet forud for, at politiet – i kirketiden søndag formiddag – indfinder sig på en rasteplads for at se på nedrullede gardiner i en lastbil.

Den med kontrollen søndag formiddag i kirketiden (lastbilmagasinet.dk 02. jan. 2018) minder mig om en situation, hvor en dansk chauffør af sin hustru var blevet lukket ude af deres fælles hjem, hvorefter han måtte ty til et langt weekendhvil i sin lastbil. Uha, uha, hvor uheldig kan man være. Det er ganske ”enkel kriminalitet” (politiker i lastbilmagasinet.dk den 03. jan. 2018), men på privat grund. Skulle politiet vælte havelågen? Eller gælder kampen kun i forhold til rastepladserne?

Her er det så, at overskriften kommer ind. Jeg synes, I skal stikke piben ind og lade være med at udnytte jeres Gratis, Uforpligtende og Ansvarsfri ret til at udtrykke jer om noget, som andre arbejder med i dagligdagen, og som man må antage, at de har de bedste forudsætninger for at arbejde med. Skolelærere og andre indenfor det offentlige er udsatte for det samme. Kunne I forestille jer, at en offentlig ansat fortæller jer, hvorledes I skal betjene lastbilen, hvorledes I skal forvalte jeres transportvirksomhed eller jeres interesse- og fagforeninger? Svaret er uden tvivl et stort rungende nej, for I ved bedst på jeres område! Og måske det samme er tilfældet med politiet!

Og alt dette er naturligvis ikke en accept af de forhold, som de udenlandske chauffører lever under. Når man taler om social dumping, så er de nederste trin på stigen. Derfor skurer det i ørerne, når den danske transportbranche og politikere i den grad ønsker dem hen, hvor peberet gror, og allerhelst med så stor en bøde i lommen, at de aldrig kommer over det.

Desuden retter indholdet sig ikke mod de tusindvis af chauffører, som ikke fører sig frem med Gratis, Uforpligtende og Ansvarsfri kritik.

Otto Pedersen

Hedensted

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109