Smidt ud af ITD efter mere end 34 års medlemskab
- Den 13. marts 2019 modtog jeg en mail fra daværende formand for ITD om, at mit medlemskab af ITD ophørte pr. dags dato. Begrundelsen var en minimal/symbolsk omsætning.
Det fremkommer IKKE af vedtægterne, hvor stor eller lille omsætning, der skal være, men at man skal være aktiv. Jeg vælger at kontakte min advokat, som så råder til at anlægge et søgsmål mod ITD med henblik på genoptagelse af mit medlemskab af ITD med samme rettigheder som tidligere. Efter flere korrespondancer mellem min og ITDs advokat, hvor vi forsøgte at besvare spørgsmålene så godt som muligt, kom ITD uden yderligere information pludselig på banen med advokat nr. 2.
Den nye advokat mente, at bestyrelsen godt kunne tilsidesætte vedtægterne på den måde, at de havde ret til at smide medlemmer ud, som efter ITDs bestyrelses opfattelse ikke opfyldte kravene i vedtægterne. I retten fik jeg også at vide af deres advokat, at jeg ikke havde nogen interesse i at være medlem af ITD.
Dette er jeg naturligvis ikke enig i, da jeg både har en faglig og økonomisk interesse i at bibeholde medlemskabet af ITD. Desuden var han så fræk, at han opfordrede mig til at søge om optagelse i en anden vognmandsforening, HVIS der var nogen, der ville have mig. 11 måneder efter min udsmidning af ITD, fortalte nuværende formand for ITD i vidneskranken, at de stadig ikke havde noget på tryk om, hvorfor jeg var smidt ud. Retten bemærker, at ophævelse af medlemskab af en brancheorganisation kræver sikre holdepunkter i foreningens vedtægter, og kriterierne bør være klare, tydelige og kendelige for medlemmerne.
Jeg fik medhold i alle punkter i Byretten, men ITD har valgt at appellere afgørelsen til Vestre Landsret. Jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at bestyrelse og direktion i ITD handler uden om vedtægterne. På generalforsamlingen i 2017, blev der vedtaget et forslag, hvor ITD kunne bede medlemmer om en revisorerklæring udelukkende til brug for fastsættelse af kontingent. Det har aldrig været hensigten, at ændringsforslaget skulle bruges til at snage i medlemmernes omsætning med henblik på udsmidning af medlemmer. Problemet i ITD er efterhånden, at kapitalen fylder mere, end det oprindelig var meningen med ITDs formål, som er at servicere medlemmer. Jeg konstaterer, at flere medlemmer har flere medlemskaber, op til 3, i deres datterselskaber. Et medlem har bl.a. et medlemskab, hvor formålet udelukkende er et handelsselskab, der er ingen personaleomkostninger og ingen ansatte. Det kan selvfølgelig være en god forretning, når der bliver udloddet penge fra ITD. Ifølge vedtægterne under paragraf 2, kan en sådan virksomhed ikke være medlem. Dette gælder også mange andre ny optagede medlemmer i ITD, der ingen transport/ eller logistikydelser har. Dette er en sørgelig fortælling om en gammel brancheorganisation, som jeg altid har været glad og stolt over at være medlem af.
Morten Dalgaard - MD Transport Skive ApS
Emilievej 9
7800 Skive