23948sdkhjf

- Som selvkørende vognmand kæmper jeg for at få dækket bare lidt af de prisstigninger, vi alle oplever

Kommentar til dette indlæg:

Til Kristian Pihl Lorentzen. Alle dine gode ideer klinger jo hult ... Den danske transportbranche er efterhånden så udskældt både i diverse medier og inde hos jer på borgen. I vil os jo ikke.

Da Mette Frederiksen lukkede landet ned i marts 2020, var vi chauffører guds gave til det danske folk. Alt kunne lade sig gøre, miljøzoner blev nedtonet, køre- og hviletidsreglerne blev lempet, bare der blev leveret dagligvarer og lokumspapir. Men ganske få måneder efter er vigtigheden af en chauffør og hans lastbil totalt glemt.

Der er stort ingen muligheder for at komme i bad, hverken langs vejene eller hos kunderne. Skal vi gøre stort, er det i skoven eller ude over autoværnet på en uhumsk motorvejrsrasteplads. Manglen på p-pladser og rigide regler gør, at risikoen for en afgift på 2040 kr. ved overnatning er meget stor - en afgift, som vores billige udenlandske konkurrenter blot krøller sammen og smider i grøften sammen med deres andet affald, og uden der sker dem noget.

Hvorfor skulle en ung mand vælge chaufførjobbet i 2021 - og ofte ikke vide, hvornår han er hjemme igen? Jeg ved det ikke.

Lønnen er mindre end en truckførers, en fører af en gravemaskine eller af en gummiged i en grusgrav. Til gengæld er risikoen stor for at lave en ganske lille betjeningsfejl, helt uden noget sikkerhedsrisiko, og derved skulle betale en ugeløn eller mere i bøde. Naturligvis skal gældende regler overholdes, men vær dog realistisk. Lønnen bør ligge betydeligt over - 200 kr. i timen som minimum.

Om vognmanden kan betale dette? Sikkert ikke. Men så er det nu, at vi bør lade bilen stå hjemme.

Se på de store rederier og speditører - de griner af os i transportbranchen. Alle skriger på biler, men ingen vil betale en pris, der gør, at chaufføren kan behandles nogenlunde anstændigt.

Som selvkørende vognmand på 38. år kæmper jeg også for at få dækket bare lidt af de prisstigninger, som vi alle i samfundet oplever hver dag. Mine forsikringer og dæk er ikke blevet billigere de seneste år.

Hvorfor er jeg så her i dag? Nogle gode kollegaer og flinke faste kunder er min belønning.

Fremtid? Nej, der er ingen, og heldigvis kan jeg gå på efterløn i morgen - og det gør jeg måske på mandag.

Ville jeg starte som chauffør eller vognmand i dag? Nej.

Det danske samfund vil os jo ikke.  

Per Nielsen
Søgårdsvej 10, Undløse
4340 Tølløse

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094