Vognmand om chaufførmangel: - Nu er en kraftig lønforhøjelse sidste mulighed
Debatindlæg fra netop afgåede formand for Vognmandslauget, Jørgen Kjeld Jensen:
Børsen havde mandag en artikel om global truckermangel, og det var skræmmende læsning. Ifølge artiklen mangler Europa ca. 400.000 lastvognschauffører, og her bidrager Danmark med ca. 2500. Det er store tal også for Danmarks vedkommende.
I vores andedam er det som sagt også et stort problem, når DTL efter en rundspørge hos medlemmerne får at vide, at mange må sige nej til opgaver grundet chaufførmanglen. Hvilke værktøjer har vi i vores værktøjskasser til at undgå manglen og få flere til at vælge chaufførjobbet. Jeg mener, vi bl.a. har 2 muligheder: 1. mulighed: Vi skal stadig være efter myndighedernes ubønhørlige og mange gange unødvendige kontroller. Dette indbyder ikke ligefrem til jobbet og gør samtidig livet rimeligt surt for vores chauffører. 2. mulighed: Lønforhøjelse, så det lønmæssigt vil være lige så attraktivt at være lastvognschauffør som at være murer, tømrer eller VVS’er eller i andre håndværksfag.
Paradoksalt nok er mit forslag til kraftig lønforhøjelse ikke det, jeg igennem tiderne har plæderet mest for, men nød lærer nøgen kvinde at spinde. I ejendomsmæglernes branche taler man om, det er sælgers marked, hos os kan vi kalde det chaufførernes marked. Hvor mange vognmænd bliver ikke i dag presset af privat lønglidning? Hvor mange har ikke oplevet, Per, Ole eller Brian sige: ”Mester, hvis jeg ikke får lønforhøjelse, smutter jeg over til vognmand Anders And”. Hvor mange har ikke været nødt til af finde alle mulige mærkelige tillæg? Mødetillæg for at møde op. Tillæg for ikke at være syg. Ekstra vasketillæg samt et utal af andre tillæg - alt dette bare for at bibeholde en chauffør. For hvem har lyst eller råd til at lade biler op til et par millioner eller mere holde stille.
Usagt ville dette uvæsen kunne høre op ved en større lønforhøjelse og derved gøre vognmændenes lønomkostninger mere ens, hvis man kunne komme den useriøse tillægsjungle til livs.
Alt dette kræver selvfølgelig, at vi skal have mere for vores transportopgaver, og her kan det måske komme os til gavn, hvis chaufførmanglen forsætter, også hvis den bliver minimeret.
Jeg tror, at transportkøberne inden for en kort tidsramme, måske 1 til 2 år, vil forlange forsyningssikkerhed for leverancer vedrørende mængder og tid. Virksomhederne har ikke råd til, at de ikke kan få råvarer leveret til tiden eller bragt deres produkter ud igen. Det er dyrt, når diverse produktionslinjer holder stille eller kører på halv kraft. Det gælder også entreprenørbranchen, hvor store og dyre maskiner mere eller mindre må holde stille ved manglende leverede råvarer eller bortkørsel af jord. Kort sagt, det gælder alt, hvor tidsfaktoren og pålideligheden for leverancer er vigtig for leverandør – modtager og aftager. Med dette for øje kunne den innovative vognmand lave kontrakter med sine kunder, hvor førnævnte elementer er alfa og omega, som økonomisk kun vil være til gavn for begge parter.
Resume: Når DTL og ATL indtil videre har prøvet utallige kampagner og tiltag, dog ikke løn, for at få flere chauffører og lærlinge til faget, ser jeg lønnen som en af de sidste muligheder.
Jørgen Kjeld Jensen
Vognmandslauget
Oldermand emeritus
Du kan høre et længere interview med Jørgen Kjeld Jensen i Lastbil Magasinets seneste podcast-episode her.