23948sdkhjf

DI: Forkert fokus har givet urimelig bøderegn

En samlet transportbranchen har i en fælles henvendelse opfordret politikerne til at skaffe flere p-pladser på de danske rastepladser.

Øget kontrol af parkeringsforhold har medført en sand bøderegn over den danske transportbranche. DI Transport mener, at det politiske fokus er det forkerte sted.

Ifølge DI Transports oplysninger blev der i januar måned givet ca. 1200 parkeringsbøder på de danske rastepladser.

Den skærpede parkeringskontrol er indført for at håndhæve den nye 25-timers parkeringsgrænse for lastbiler på rastepladserne, der blev indført i juli sidste år.

Men kun 1 ud 10 bøder er udstedt for at holde parkeret i mere end 25 timer. Resten er primært givet for at holde uden for de opmærkede parkeringsbåse eller på p-pladser reserveret til andet formål.

DI Transport påpeger det problematiske i at jagte lastbiler og chauffører, der skal holde pauser og hvil på rastepladser som følge af reglerne om køre- og hviletid.

»Rastepladserne er bl.a. til for, at chaufførerne kan holde deres lovpligtige pauser og hvil. Derfor er det grundlæggende helt forkert at jage dem væk fra rastepladser med parkeringsbøder og ud i villa- og industrikvarterer,« siger DI Transports branchedirektør, Michael Svane.

Derfor opfordrer DI Transport til at politikere og myndigheder skifter fokus.

»Helt som vi frygtede, har fokus på parkeringsbøder skabt dårligere vilkår for chauffører og vognmænd. I stedet burde man fokusere på det væsentlige, nemlig trafiksikkerheden og køre- og hviletidsreglerne, herunder også ulovlige hvil i førerhuset,« siger Michael Svane.

DI Transport mener, at de mange parkeringsbøder viser, at der er et akut behov for udvidelse af rastepladserne langs statsvejene.

»Det er tydeligt, at kapaciteten på rastepladserne er ikke fulgt med stigningen i trafikken. Det stiller chaufførerne i en håbløs situation. Derfor bliver man nødt til politisk og økonomisk at prioritere området,« siger Michael Svane.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.582