DSV: Vil se på om vi kan gøre vores krav til vognmændene mere præcise
Netop som det så ud til, at de mange udenlandske lastbiler var ved at være væk fra industriområderne i Horsens Kommune, kom de tilbage. For selvom kommunen har indført parkeringsforbud mellem 06 og 18 alle ugens dage, bliver forbuddet ikke fulgt op af bøder for ulovlig parkering. Der er nemlig endnu ikke ansat p-vagter til at håndhæve forbuddet. Det fortalte viceborgmester og formand for Plan- og Miljøudvalget i Horsens Kommune, Martin Ravn til Lastbil Magasinet onsdag.
Efter endnu en weekend med rækker af lastbiler på hvide plader, og chauffører der holder deres hvil af den ene eller anden varighed i førerhuset uden for Horsens, mener Martin Ravn, at transportvirksomhederne må tage et ansvar.
»Basalt set er det ikke en kommunal opgave at stille lastbilparkering til rådighed og bruge skatteborgernes penge på både at ansætte p-vagter og rydde op derude. Hvis man vil have stabil og billig arbejdskraft, må man tage det ansvar, der følger med. Det skal ikke ligge samfundet til last,« udtalte han onsdag til Lastbil Magasinet.
Det var jo ude af verden
Det er også med stor ærgrelse, at byrådspolitiker, tidligere lastbilchauffør og medlem af Plan- og Miljøudvalget, Michael Nedersøe, der har kæmpet en kamp for at få gennemført et p-forbud gennem flere weekender har kunnet konstatere, at der igen er fyldt op af udenlandske lastbiler i de horsensianske industriområder.
»Det var jo ude af verden, men fordi der ikke bliver fulgt op og uddelt bøder, så kommer de tilbage og parkerer. Jeg forstår godt, at politiet ikke kan bede chaufførerne køre væk derfra, når de har drukket. Men så må de (chaufførerne red.) have en straksbøde på 2040 kroner. Når ikke engang politiet gør noget, fordi chaufførerne derude er fulde, ja hvor er vi så henne,« spørger Michael Nedersøe retorisk.
Han og en vognmand fra Horsens, der ønsker at være anonym, tog i weekenden en række billeder af de mange parkerede lastbiler i industriområdet. Som Lastbil Magasinet tidligere har skrevet, er der en del chauffører i østeuropæiske trækkere med trailere fra DSV og andre store transportfirmaer parkeret derude.
Da DSV er en af de helt store aktører på transportmarkedet og har en stor terminal i Horsens er det naturligt, at deres trailere på udenlandske trækkere med udenlandske chauffører bag rattet ses parkeret i Horsens’ industriområde.
Lastbil Magasinet har på baggrund af dette flere gangebedt DSV svare på, hvad de mener om problematikken i, at de chauffører, der kører for udenlandske vognmænd, der trækker for DSV, overnatter i områder uden basale faciliteter til rådighed, og hvor DSV mener ansvaret for bedre forhold ligger. Transportgiganten har ikke tidligere ønsket at svare.
Men Lastbil Magasinet har igen spurgt DSV, og denne gang fået svar fra Simon H. Galsgaard, Executive Vice President DK.
1) Kan DSV give Martin Ravn (V) ret i følgende? Eller hvor mener I, ansvaret ligger?
"Basalt set er det ikke en kommunal opgave at stille lastbilparkering til rådighed og bruge skatteborgernes penge på både at ansætte p-vagter og rydde op derude. Jeg vil til hver en tid mene, at det er transportvirksomhederne, der skal tage ansvar for de chauffører her. Hvis man vil have stabil og billig arbejdskraft, må man tage det ansvar, der følger med. Det skal ikke ligge samfundet til last."
»DSV bringer mange arbejdspladser til Horsens, og vi er som stor arbejdsplads i kommunen naturligvis i dialog med Horsens kommune omkring parkeringsfaciliteterne og regler herfor i kommunen. Vi forventer, at vi i denne dialog får skabt en forståelse for en fremtidig løsning.«
2) DSV har valgt at lægge det ind i den pris I afregner med jeres underleverandører, at der skal være penge til chaufføren til overnatning. Er det korrekt forstået?
Men samtidig kan I ikke "styre" chaufføren - det er hans vognmands ansvar - så derfor kan I ikke bestemme, om han skal bruge de feks. 40 euro han får ekstra i sin løn på en seng på et motel. Kan man forestille sig, at I gennem stramninger af jeres krav (Code of Conduct) til jeres underleverandører, fortæller konkret, at I ikke kan acceptere, at chaufførerne holder deres hvil i industrikvarterer, hvor de ikke har adgang til toilet og bad, hvor det er forbudt at parkere i visse tidsrum, og der er en risiko for, at det forbud overtrædes med bøder til følge?
»Vores samarbejde med vognmænd beror på kontrakter og DSV’s Supplier Code of Conduct.Sidstnævnte udstikker krav til vores leverandører, herunder at de til enhver tid overholder gældende love, færdsels- og parkeringsregler. Som en del af vores samarbejde kompenserer vi også vognmændene for at sikre, de overholder reglerne. Hvis vi konstaterer, at der er vognmænd, som ikke lever op til deres ansvar, undersøger vi sagen, og det kan ende med opsigelse af samarbejdet.
Vi vil se på, om vi kan gøre vores krav til vognmændene endnu mere præcise på dette område.«
3) Martin Ravn har tidligere udtalt til Lastbil Magasinet, at han mener chaufførerne skal "ind bag hegnet" og have basale faciliteter som toilet, bad og en seng til rådighed, når de skal holde hvil. Hvad tænker I om det? Er det en mulighed, at DSV etablerer overnatningsmuligheder for de udenlandske chauffører, der kører for jeres underleverandører - når det måske kan være svært at få chaufførerne til at bruge pengene på overnatning på eksempelvis et motel?
»Vi har toilet og badefaciliteter på vores terminaler, som er til fri afbenyttelse for chaufførerne og der er også mulighed for parkering af vogntog ved terminalen i Horsens. Yderligere faciliteter så som overnatningsmuligheder er noget vi overvejer, men det kræver et længere sigte – herunder tilladelser fra kommune og i visse tilfælde også fra staten.
Vi må bare også erkende at det ikke løser problematikken fuldt ud, da vi opererer på det åbne europæiske marked. International transport må nødvendigvis reguleres på basis af international lovgivning, så vi sikrer ensartede regelsæt for branchen som helhed og ikke en skævvridning af konkurrenceforholdene.
2) Hvordan sikrer I jer, at de udenlandske undervognmænd, der trækker for jer beder deres chauffører finde passende overnatningsmulighed, når de (chaufførerne) skal afholde deres regulære ugehvil? Har I overhovedet mulighed for at sikre jer noget i den retning - udover det I allerede har formuleret I jeres Code of Conduct?
»Vi er meget klare i vores aftaler ift. vores underleverandører omkring overholdelse af regler og love. Det er vores klare forventning at vognmændene lever op til dette – og sker det ikke, så agerer vi på de konkrete situationer. Overordnet set har vi gode erfaringer med dette, men vi vil undersøge, om vi kan styrke vores kommunikation med vognmændene og gennemføre andre initiativer.«