23948sdkhjf

DTL-aftale sætter turbo på Ifs vækstambitioner

If Skadeforsikring har fra årsskiftet taget hul på en omfattende og strategisk partnerskabsaftale med DTL Danske Vognmænd, der organiserer cirka 1.700 transport- og logistikvirksomheder i Danmark. Dermed sætter den danske enhed af Nordens største forsikringsselskab streg under sine vækstambitioner.

If arbejder med målsætninger om, at 20 procent af medlemmerne hos DTL Danske Vognmænd inden årets udgang vil være tilsluttet den nye forsikringsaftale.

»If har et langt partnerskab med DTLs norske søsterorganisation, NLF, bag sig. I Norge er to ud af tre medlemmer forsikret under aftalen. Det siger noget om potentialet for If og DTLs medlemsvirksomheder, men også noget om, at et langsigtet partnerskab tager tid at udvikle. Vi har knoklet for at få aftalen med DTL i hus, men det er jo nu, at vi virkelig skal i gang med at tale med vognmænd og virksomheder om vores ydelser, services og unikke løsninger,« forklarer Ivar Martinsen, koncernchef for If Erhverv.

Det er tiltag som særlige medlemsfordele, unikke dækninger og ikke mindst et skadesudvalg, hvor flertallet er repræsentanter fra DTL, som skal tage stilling i tvivlstilfælde om dækningsomfang. Sidstnævnte har været højt på ønskelisten hos både DTL og medlemmerne. Med If er skadesudvalget en realitet fra dag ét, godt hjulpet på vej af erfaringer fra selskabets norske NLF-samarbejde, som kører på 44. år nu.

Netop erfaringer fra Norge og særligt tilpassede løsninger, som er blevet til gennem årene med input fra både organisation og medlemmer nordpå, har været givtige i forhandlingerne med DTL.

»DTL har vist en stor tillid til vores produkter, service og skadeshåndtering. Vi glæder os over at kunne tilbyde medlemsvirksomhederne vilkår, som er unikke på det danske marked. Det oplever vi allerede har vægtet hos de DTL-medlemmer, som er kommet til, efter den nye aftale er trådt i kraft,« siger Ivar Martinsen.

Ifølge Ivar Martinsen er der flere sidegevinster, som selskabet vil jagte. Særligt muligheden for at udvide DTL-medlemmernes erhvervsforsikringer til også at omfatte private forsikringer.

»DTL har vægtet at få en totalleverandør som forsikringspartner. Fra vores side håber vi med vores setup, at aftalen kan være med til at understøtte vores vækstambitioner, også på andre forretningsområder. Vi gør det nemt for kunderne at komme til If, og både nemt og attraktivt at have sine forsikringer samlet i If. Så skal produkterne gerne overbevise kunderne om, at de har lyst til at blive – præcis som det er sket i Norge, pointerer koncernchefen.«

Aftalen mellem If og DTL er indgået for en seksårig periode.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127