23948sdkhjf

DTL: Helt rimeligt med kraftig bødeforhøjelse for ulovligt ugehvil

Med udsigten til en markant forhøjelse af sanktionerne for ulovlig afholdelse af det regulære ugehvil i førerhuset, er der blevet luftet holdninger og bekymringer.

Hvis lovforslaget, der indtil videre kun er præsenteret for folketingets transportordførere, bliver vedtaget, vil det fremover koste chaufføren 10.000 kroner og vognmanden 20.000 kroner, hvis der soves i lastbilen. Det stod i det notat, som transportminister Benny Engelbrecht i sidste uge lagde frem for transportordførerne på et møde.

Hos ITD falder de ikke bagover af begejstring over lovforslaget. Her er holdningen, at man hellere skal skrue op for antallet af p-pladser og kontrol frem for at skrue på bødestørrelsen. I et skriftligt svar til Lastbil Magasinet skriver Jørn-Henrik Carstens, chef for den politiske afdeling i ITD, således:

»Både danske og udenlandske chauffører er i forvejen under pres når de skal finde egnet parkering i forbindelse med pauser og hvil, det hjælper højere bøder alene, ikke på. Vil man sikre bedre vilkår, er det afgørende at sikre tilstrækkelig parkeringskapacitet og ordentlige overnatningsfaciliteter ved eller i nærheden af motorvejene.«

Men hos DTL ser de det fra en anden vinkel. Her er der fuld opbakning til regeringens lovforslag.

»Det støtter vi op om. Spørgsmålet om afholdelse af det regulære ugehvil i førerhuset er en diskussion, der har stået på længe, men EU-domstolen har nu engang stadfæstet en dom, der siger, at det er ulovligt. Med 5000 udenlandske lastbiler, der krydser grænsen ind i Danmark hver dag fra lande, vi ikke har nogen egentlig samhandel med. De biler ligger og kører rundt i Danmark, Sverige og Nordtyskland, og der er ingen tvivl om, at de chauffører afholder det regulære ugehvil i førerhuset,« siger Erik Østergaard og fortsætter:

»De organisationer der siger, at det her er et problem, gør det fordi, de støtter op om virksomheder, der udnytter det og har udenlandske chauffører til at køre i Danmark permanent.«

Det er ulige konkurrencevilkår, chauffører der lever som nomader og social dumping, regeringen ønsker at gøre op med, når de fremsætter lovforslaget. Og det bødeniveau der er i dag, hvor det koster 1.000 kroner for chaufføren og 2.000 kroner for vognmanden, hvis det regulære ugehvil holdes i førerhuset, er for lavt til, at det har en afskrækkende effekt.

Det er altså ved lov slået fast, at chaufføren skal ud af lastbilen, når 45-timers hvilet skal afholdes. Det er vi alle klar over. Men for Erik Østergaard er der slet ingen grund til, at de udenlandske chauffører overhovedet skal være her så længe, at de skal holde det regulære ugehvil i Danmark. For der er en anden mulighed, der er lige så indlysende i hans optik, som det er, at chaufførerne skal ud af førerhuset og leve et anstændigt liv med en seng, adgang til toilet og bad og have en ordentlig løn. Og den mulighed hedder planlægning fra vognmandens side.

»Vognmanden ved jo godt, hvad der skal til, for at hans chauffører ikke behøver holde et regulært ugehvil i førerhuset. Det kan han planlægge efter. Og der er altså ingen chauffører, der behøver holde det regulære ugehvil i lastbilen, for de kan køre 14 dage og holde et reduceret ugehvil, og så er det vel også rimeligt at sige, at de skal hjem, hvor de så kan holde det regulære ugehvil. Jeg mener, det er helt rimeligt, at sanktionerne forhøjes så kraftigt, som regeringen lægger op til,« siger Erik Østergaard.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157