23948sdkhjf

DTL: Problem med nye regler for særtransport

Rigspolitiet har udsendt retningslinjer til de to tilladelseskontorer i Greve og Padborg. De vil i DTLs optik få dramatiske konsekvenser i form af mangedobling af antallet af transporter af visse vindmølleelementer, og fx stålplader, rionet og spær til bygge- og anlægsvirksomhed.

»De nye regler rummer en række problemer og risikerer at sætte rigtig megen vækst og aktivitet i stå«, siger Erik Østergaard, adm. direktør i DTL.

»Kravene til transporterne vil kræve store investeringer af vognmændene. Dette er selvfølgelig kun rimeligt, hvis man er 100 pct. sikker på reglerne. Men selv med de store investeringer i nyt materiel, vil det give en periode med forsinkelser på en lang, lang række transporter. Politiets pludselige og indskrænkende fortolkning af reglerne skaber simpelthen en flaskehalsproblematik«, siger Erik Østergaard og fortsætter:

»Reglerne vil reelt også betyde, at der skal gennemføres langt flere kørsler for at få det samme gods igennem. Det er jo formelt set en fordel for vognmand og chauffør, som får mere arbejde. Men det vil øge udgifterne for transportdelen betragteligt«.

Også formand for styregruppen hos DTL Kran Blok Erfa, Michael B. P. Mangelsen, forventer store problemer:

»Politiets pludselige nyfortolkning af særtransportbekendtgørelsens ændrede formulering fra ”medfører” til ”nødvendiggør” fra 2007, betyder, at der fremadrettet vil ske en væsentlig forøgelse af antallet af særtransporter, øget belastning af vejnettet og ikke mindst en øget belastning af miljøet. Da dette ikke vil have nogen positiv påvirkning af trafiksikkerheden, vil jeg på alle måder henstille til, at der i Særtransportbekendtgørelsens §16 ændres tilbage til den oprindelige formulering ”medfører” i stedet for den aktuelle formulering ”nødvendiggør” og på den måde, gøre det muligt for Rigspolitiets særtransportkontorers dygtige medarbejdere at vurdere og afgøre, hvorvidt en transport skal/må køres på den ene eller anden måde, så vi i fremtiden ikke skal møde for eksempel  20 biler med hver ét træspær til et parcelhus, men som al samfundsmæssig fornuft taler for: at foretage transporten med én bil, der leverer 20 stk spær. Transporterne, der vil blive berørt og forøget i antal findes i helt utrolig mange afskygninger, for hvilke det på ingen måde giver mening ikke at køre dem samlet, som det hidtil har været accepteret. Vi håber på en snarlig dialog med de afgørende myndigheder og forhåbentlig en hurtig ændring af denne fortolkning«, fastslår han.

DTL har taget kontakt til Færdselsstyrelsen om sagen, og udfordringen blev vendt med Rigspolitiet på et møde onsdag i denne uge. DTL drøfter desuden problemet med andre berørte, blandt andet Dansk Byggeri.

DTL vurderer, at der på kort sigt bliver vanskeligheder med leveringer og betydelige forøgelser af omkostninger og logistiske problemer med op til 10 gange flere lastbiler pr. byggeplads for de berørte produkter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141