23948sdkhjf

DTL: Slumlejren i Padborg har været en øjenåbner

Kurt Beier-sagen har uanset retssagens udfald været en øjenåbner for alle i både transporterhvervet og erhvervslivet som helhed – også uden for Danmark, mener DTL’s adm. Direktør, Erik Østergaard:

- Virkeligheden har vist os, at kreativiteten og viljen til spekulation i den laveste fællesnævner har været reglen og ikke undtagelsen i den europæiske transportsektors udvikling siden seneste øst-udvidelse. Al tale om social ansvarlighed – CSR – vil klinge hult, hvis man ikke medtager de arbejdsmæssige forhold, siger Erik Østergaard.

Ordene fra Erik Østergaad kommer som en reaktion på dommen onsdag, hvor direktør hos Kurt Beier Transport A/S, Karsten Beier, ved Retten i Sønderborg blevet frifundet for anklagen om grov udnyttelse af chauffører. Kurt Beier-direktøren blev dog idømt en bøde på 25.000 kroner for at have haft viden om, at en chaufførlejr i Padborg var ulovligt opført, hvilket også koster selskabet en bøde på 100.000 kr.

- Den omstændighed, at store virksomheder som Jysk og Arla ikke ønsker fortsat samarbejde med Kurt Beier Transport på trods af udfaldet af retssagen, taler for sig selv. Med dommen i bagagen må vi se fremad og stoppe den konsekvente benægtelse af, at transporten er genstand for spekulationer i arbejdskraft på bekostning af nationale interesser, udtaler DTL-direktøren, der fortsætter:

- Kurt Beier-skandalen gav genlyd i hele Europa, og jeg er slet ikke i tvivl om, den har været medvirkende til at åbne øjnene hos mange politikere og dermed har hjulpet Vejpakken igennem. Det samme gælder i Danmark. Uden skandalesagerne fra Padborg ville der være gået længere tid, inden vi fik en lovgivning om aflønning af udenlandske chauffører på dansk grund. Skandalerne har simpelthen hjulpet os i kampen med at bekæmpe social dumping. Fremover bliver det vanskeligere at basere sin forretningsmodel på systematisk løndumping.

- Den hidtidige praksis har fastholdt lavtlønsarbejdskraft i dårlige løn- og arbejdsforhold og har åbnet for import af endnu mere forarmede tredjelandschauffører, som vi nu har set det i Kurt Beier-sagen, og det har fjernet levegrundlaget for tusindvis af ordentlige danske og nordiske vognmænd, hvis eneste ”fejl” var, at de benyttede lokal arbejdskraft på lokale vilkår. Det, der burde være det almindelige og naturligste, har mange betalt en høj pris for. Også i DTL’s medlemskreds.

- Vi ser jo allerede i dag, at de nordeuropæiske, herunder danske, transport- og speditionsvirksomheder, der har haft biler indregistreret i Østeuropa, var begyndt at flytte til for eksempel Flensborg. Det er ganske, som vi havde forudset: Når det bliver for svært og dyrt at opretholde social dumping og spekulation i lavtlønschauffører som forretningsmodel, så kan man lige så godt flytte bilerne derhen, hvor de faktisk bruges, siger Erik Østergaard.

Dommen på en bøde på i alt 125.000 til virksomheden Kurt Beier Transport og direktøren i dag fra Retten i Sønderborg var langt fra anklagemyndighedens krav om tre års ubetinget fængsel samt en samlet bøde på 5,5 millioner kroner.

Det vides endnu ikke, om dommen vil blive anket.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088