Elmia Lastbil 2020 er aflyst
Nordens største transportmesse, Elmia Lastbil i Jönköping, har taget konsekvensen af corona-krisen og aflyst årets udstilling, som skulle finde sted i august. I stedet planlægger arrangørerne at afholde messen i 2021.
Messecenteret Elmia AB har truffet beslutningen i samråd med samarbejdspartnere som den svenske brancheorganisation for vognmænd, samt de store aktører i branchen inden for forhandling og opbygning af lastbiler.
»Elmia arbejder med fuld fokus på at håndtere både de nuværende og de forventede effekter af Covid-19-pandemien. Vi befinder os i en vanskelig situation. I nær dialog med branchens repræsentanter og aktører skaber vi de bedst mulige forudsætninger for alle involverede parter. Vi ser nu frem mod en fantastisk afvikling af Elmia Lastbil 2021,« siger Lotta Frenssen, direktør i Elmia AB.
Elmia Lastbil 2020 skulle have fundet sted 19.-22. august i år. Der er endnu ikke sat dato på, hvornår messen i stedet skal afholdes i 2021.