Esbjerg Gods med stærkt regnskab: Vi er ikke til store armbevægelser
Det er gået rigtig, rigtig godt for Esbjerg Gods i det seneste år. Og da denne journalist ringer til Esbjeg-virksomheden for at få en kommentar til årsregnskabet fra direktøren, lyder det da også i telefonen, at ”det vil Christian da sikkert rigtig gerne fortælle om”.
Christian B. Petersen er adm. direktør hos Esbjerg Gods, og han kan med stor tilfredshed konstatere, at firmaet er kommet ud af 2021 med et stærkt årsregnskab.
Der er nemlig flotte tal på bundlinjen i havnebyen. Et overskud på 9,3 mio. kr. er det blevet til mod 6,6 mio. kr. i overskud sidste år. I årene inden var det kun blevet til mindre overskud i den vestjyske virksomhed.
Dygtige medarbejdere vejen rundt
Årets udvikling og resultat får i ledelsens beretning i årsrapporten skudsmålet ”meget tilfredsstillende”.
- Vi har kunder i mange brancher, og de har stort set alle haft travlt. Det har betydet, at vi har øget vores aktivitet. Og så har vi været gode til at absorbere meget af den aktivitet i den kapacitet, vi havde i forvejen. Vi har haft dygtige medarbejdere hele vejen rundt, der har været med til at sørge for, at det kunne lade sig gøre, siger Christian B. Petersen til Lastbil Magasinet.
- Der er langt imellem de virksomheder, hvor det er gået tilbage. Generelt har der bare været høj vækst i samfundet og høj aktivitet. Og det smitter af på vores branche hele vejen rundt. Det gør det bare, siger Christian B. Petersen.
I ledelsens beretning lyder det videre, at der har været øget fokus på mersalg, optimering af arbejdsgange, kundesammensætning mm.
Tilbud om lærepladser
Esbjerg Gods har pt. ca. 85 biler. Christian B. Petersen fortæller, at man i firmaet - selvfølgelig - altid er på udkig efter dygtige chauffører.
- Vi har udvidet lidt, men meget aktivitet har vi som sagt kunne absorbere med det, vi har. Det er svært at finde chauffører. Du kan godt finde nogen med stort kørekort, men det er ikke det samme som, at du får gode chauffører. Det betyder så, at vi har mere fokus på at finde nogle elever/lærlinge og ad den vej rundt gøre os mere klar på, hvad der venter i fremtiden, siger Christian B. Petersen.
- Vi har seks lærlinge i dag fordelt på både lager og chauffører. Man kan godt søge hen til os, hvis man vil have læreplads, siger Christian B. Petersen.
Fortsat i samme spor
Hvordan er første halvdel af 2022 gået?
- Det er fortsat i de spor, vi havde fra 2021. Resultaterne er forbedret i forhold til 2021 - i hvert fald i de første fem måneder. Nu må man se, hvad sjette måned siger. Det er, som om der bliver trådt lidt på bremsen rundt omkring. Der har været flere stille dage, end vi er vant til. Men det er svært at sige, om det er bare et lille bump på vejen. Det er for tidligt at sige, påpeger Christian B. Petersen.
Hvordan er stemningen i huset efter sådan et godt år?
- Det er vi selvfølgelig overordentlig glade for. Men vi er jo i Vestjylland, for pokker. Vi er ikke ude med de store armbevægelser. Vi tager det stille og roligt og passer os selv i en eller anden grad, som det mere ligger til os, siger Christian B. Petersen.
Egenkapitalen hos Esbjerg Gods har fået et ordentligt nøk opad med det seneste årsregnskab. Den er på 36 mio. kr. mod 29 mio. kr. sidste år.