23948sdkhjf

Færdselsstyrelsen ændrer holdning til højt placerede stoplys

Det lader til, at det fra januar næste år bliver tilladt at køre med stoplys der er placeret mere end 1,50 meter over jorden på sin hænger og førerhus.

Det svarer Færdselsstyrelsen i en mail til Lastbil Magasinet knap en måned efter, de blev spurgt, om de havde i sinde at ændre reglerne for højt placerede stoplys på hænger og førerhus, da flere vognmænd påpegede, at det gav en øget sikkerhed på vejene, idet bagvedkørende trafikanter har lettere ved at se stoplys, der er placeret højt.

- Da de internationale regler kun regulerer placeringen af påbudte lygter, vurderer Færdselsstyrelsen det uhensigtsmæssigt, at stoplygter i de nationale regler ikke har fået angivet den samme undtagelse som andre ikke-påbudte lygter, skriver Færdselsstyrelsen i mailsvaret.

Da selvkørende vognmand Lasse Holmgaard Pedersen for godt en måned siden blev stoppet i en tungvognskontrol, blev resultatet af kontrollen, at han skulle til syn med sin knap et år gamle Scania. Årsag: To stoplys bagpå hængeren placeret mere end 1,50 meter over jorden.

Nøjagtig det samme var vognmand Ulrick Nørtoft ude for, da han i november sidste år blev trukket ind til en vejsidekontrol. To stoplys bagpå hængeren placeret for højt - efter hvad bekendtgørelsen om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr foreskriver.

- I det samme jeg blev taget ind til kontrol, siger betjenten, ”Du skal en tur til syn med den her bil”. Og jeg spørger, hvordan det dog kan være, og så peger han om bagtil og siger, at de to stoplys foroven bagpå hængeren ikke er tilladt, forklarede Ulrick Nørtoft til Lastbil Magasinet sidst i januar.

Det er ifølge detailforskrifterne for køretøjer tilladt at have et enkelt stoplys placeret højt på førerhus eller hænger, men det skal sidde i køretøjets midte. Stationært lys er tilladt at placere højt på førerhus og hænger.  

Og det giver ingen mening, mener hverken Lasse Holmgaard Pedersen eller Ulrick Nørtoft. Men de to vognmænd – og andre der har undret sig over reglerne – kan tilsyneladende ånde lettet op fra januar 2023 og ikke risikere at blive indkaldt til ekstraordinært syn med deres køretøj på grund af flere højplacerede stoplys på hænger eller førerhus.

- I de nationale regler, altså DfK (Detailforskrifter for Køretøjer red.), adskiller de ekstra ikke-påbudte stoplygter sig fra andre typer af ikke-påbudte lygter, da de ekstra ikke-påbudte stoplygter ikke er undtaget fra krav om placering. Dette er anderledes end kravene til andre typer af ikke-påbudte lygter, hvor der ikke er tilsvarende krav om placering. Færdselsstyrelsen påtænker derfor ved næste udgave af DfK (formentlig 1. januar 2023), at indsætte samme undtagelse for ikke-påbudte stoplygter som for alle andre ikke-påbudte lygter. Derved vil de ekstra stoplygter få lov at sidde højt, hvis man ønsker det, skriver Færdselsstyrelsen i deres mailsvar og tilføjer:

- Der vil hurtigst muligt blive udsendt en meddelelse om køretøjers indretning og udstyr, som blandt andet vil fortælle om denne kommende ændring, og det vil være angivet, at den ændrede ordlyd kan tages i brug straks. Ligeledes vil Færdselsstyrelsen også tage kontakt til Rigspolitiet og informere dem.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078