23948sdkhjf

Familien Jensens meriter

Det bliver ikke nemt for Elvin Jensen at stille med en ansvarlig leder fra familiekredsen, hvis han vil starte ny vognmandsvirksomhed, for hele den nærmeste familie har haft ledende poster i selskaber, der er krakket.

Elvin Jensen, broderen Chlevy Jensen, datteren Vivi Ilse Jensen og endelig sønnen Tommy Jensen. Alle har de på ledende poster været involveret i vognmandsvirksomheder, som på ét eller andet tidspunkt er væltet med et brag.

Normalt hedder det »Fædrenes synder,« men med hensyn til familien Jensen er det ikke tilstrækkeligt. For Elvin (Edvin) Jensens hustru Birgitte (eller Brigitte Ilse) Jensen kan heller ikke sige sig fri af de mange konkurser gennem tiden.

Under navnet Birgitte Jensen blev hun 7. december 1999 dømt for et ulovligt anpartshaverlån i forbindelse med konkursen i F.D. Transport og Spredition ApS, Vestervig. Familieskabet var nemlig gået så vidt, at fruen og F.D. delte tegnebog - til hendes fordel.

Tidligere figurerede hun med navnet Brigitte Ilse Jensen som direktør for HTL Transport ApS Haugevej, Herning og senere i bestyrelsen for Scandinavisk Møbeltransport A/S, Ikast.

Lastbil Magasinet har gravet lidt i familieannalerne. Det er dog uden garanti for, at der ikke er smuttet en virksomhed undervejs.

Tommy Jensen har figureret i følgende lukkede selskaber: HLT Transport Aps. Her var han direktør. Samme titel havde han i F.D. Transport og Spedition ApS. Selv om faderen på et tidspunkt i Skifteretten fremførte, at han var den egentlige daglige leder. Endelig var Tommy Jensen stifter og direktør i Hammer Trans ApS, som lukkede i november 1999. Han fratrådte ifølge Erhvers- og Selskabsstyrelsen som direktør 15. september 1999, da faderen overtog stolen for bordenden.

Vivi Ilse Jensen har også haft et par ben inden for i familieselskaberne. Dels som bestyrelsesmedlem i det konkursramte Scandinavisk Møbeltransport A/S - og dels som direktør i F.D. Transport og Spedition ApS, indtil broderen Tommy Jensen overtog stillingen.

»Som brødre«

Broderen Chlevy Jensen var i juli 1999 medstifter - sammen med Elvin Jensen - af HZ Transport ApS, Padborg. Senere fulgte han med over i Omega Transport og Spedition ApS, da selskabet ændrede navn. Her figurerer han som stifter, direktør og bestyrelsesmedlem. Han fratrådte direktørposten 18. januar 2000.

Det er dog Elvin Jensen, som gør sig mest bemærket i “Konkursernes Blå Bog”. Han puffede op i Herning med Hauge Godstransport - og senere Ika Trans for efterhånden mange år siden. Ifølge en kilde var der tale om enkeltmandsejede virksomheder. Derfor er der ikke adgang til oplysninger om firmaerne.

Senere stiftede Elvin Jensen en anden virksomhed, HMT A/S (Herning Møbeltransport). Her var han - udover at være stifter - også direktør og bestyrelsesmedlem, inden konkursen væltede læsset.

Elvin Jensen var involveret i Scandinavisk Møbeltrtansport A/S som både direktør og bestyrelsesmedlem. Direktørtitlen havde han også i Hammer Trans Aps og firmaets datterselskab L.E.J. Transport ApS, men han fratrådte i begge selskaber 15. november 1999. Altså kun cirka fjorten dage inden nøglen blev drejet for sidste gang.

Forinden havde han sammen med broderen stiftet HZ Transport ApS for penge lånt i Hammer Trans´ kasse - ifølge Elvin Jensens forklaring i Skifteretten i Gråsten er de betalt tilbage.

HZ Transport ApS skiftede så ham til Omega Transport og Spedition ApS 29. november 1999 på resterne af Hammer Trans og med Spar Nord som villig fødselshjælper med en garantistillelse på 720.000 kroner. Det gik indtil 25. maj, hvor samme garants datterselskab Finans Nord trak i nødbremsen og fik Omega Transport og Spedition ApS erklæret konkurs med et krav mod boet på godt ni millioner kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094