23948sdkhjf

For enden af regnbuen: Vognmand Michael Rasmussen har valgt at flage med sin homoseksualitet

- Jeg vil vise, hvem jeg er, i stedet for at rende rundt i et skab. Man bliver tosset af at rende rundt i et skab.  


Det siger vognmand Michael Rasmussen fra Rødovre.  


Som homoseksuel har han nemlig valgt, at alle hans fire trækkere har skullet prydes med regnbuefarver. Og det er noget, der vækker opsigt og smil, hvor vognmandens biler kommer rundt.


Regnbueflaget blev i LGBT-udgaven designet af den amerikanske kunstner Gilbert Baker i 1978 og har siden været symbolet for LGBT+ miljøet verden over.  
 Vis, hvem du er
- Det er jo ikke unormalt med homoseksuelle, frisører, tjenere og stewarder, men jeg vil gerne gøre opmærksom på, at du også kan have det godt som homoseksuel i en mandsdomineret verden som lastbilverdenen. Dengang jeg fik malet regnbuer på bilerne, advarede flere mig. Jeg blev advaret mod at gå ud at vise, hvem jeg er. ”Pas nu på”. ”Lad nu være med at sige noget højt”, lød det. Men jeg har aldrig haft problemer med det. Jeg får da kommentarer en gang imellem. Men der er længere og længere imellem dem. Og jeg håber, at det her kan være med til at få andre til at stå frem og vise, hvem de er – også i en mandsdomineret verden, siger Michael Rasmussen.  


- Og folk må da gerne joke med det. Så længe det ikke er skældsord, så er jeg ligeglad, siger han.


Vognmanden fra Rødovre har som sagt fire trækkere i vognparken, og de to nyeste, der er henholdsvis en måned og et halvt år gamle, er samtidig blevet plysset indvendigt, og også bagvæggen har fået et regnbueskilt. Bilerne er købt hos Titan Lastvogne i Karlslunde, plysset hos Brande Autosadelmageri, opbygget og malet hos Øgaard i Ejstrupholm, mens de har fået navn og folie ved Gittes Skiltecenter i Ringsted.  


Men hvad siger chaufførerne til dette statement med regnbuefarverne. Er der nogen, der har sagt, nej, sådan en bil vil jeg ikke køre i?


- Nej, det er der ikke. Den første chauffør sagde, at det jo ikke var mig, han skulle være sammen, men arbejdet. Jeg blander mig jo heller ikke i, hvem de er gift med, og om de er til fyre. Ingen har sagt nej til at køre med regnbuerne. Men jeg kender også dem, jeg ansætter, siger Michael Rasmussen og tilføjer, at han modtog syv ansøgninger til sin sidste bil.  


En fest i Nederlandene  
De fire biler i vognparken hos Michael Rasmussen kører i øvrigt med meget blandet gods, for som mindre vognmand er det ifølge Michael Rasmussen vigtigt at være alsidig med sine transportløsninger.  

 
- Jeg har valgt at have trækkere, sådan at vi kan tilbyde meget forskelligt. Jeg har en bil, der kører skibscontainere for Ancotrans, en kører tip for DSV Transport på Sjælland, selv kører jeg for DSV Transport i hele Norden, men kan også finde på at køre sydpå. Jeg kører også sæsonpræget med blomster og fyrværkeri, siger Michael Rasmussen, der selvfølgelig også har et par trækkere med i optaget ved Copenhagen Pride.  


Bilerne bliver også vel modtaget ude i Europa.  


- Jeg ville nok ikke køre i Rusland med de her farver. Men når jeg kører i Holland og Belgien, er det en fest. Der får jeg tit tommelfingeren op. Det gør jeg også herhjemme i de større byer – og et stort, bredt smil. Så bliver jeg lidt glad, siger Michael Rasmussen.  

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095