23948sdkhjf

Danmarks sikreste lastbil?

Kim Ancker har fået opbygget en ny trækker, som bestemt er ganske flot. Men vognmand og chauffør er enige om én ting: Sikkerheden frem for alt

Hvor langt kan man i dag nå med teknologien, når det handler om at forbedre sikkerheden på lastbiler? Altså vel at mærke, når vi taler om lastbiler, man som almindelig vognmand kan købe og få bygget op til daglig kørsel.
Et godt bud må være det nyeste medlem af vognparken hos vognmand Kim Ancker i Ringsted. Bilen er en 3-akslet Volvo FH med 500 heste, som ud over at være flot bygget op også rummer alt, hvad man få af sikkerhedsudstyr fra fabrikken – og lidt til. Den store sikkerhedspakke rummer bl.a. ESP, sporassistent, opmærksomhedsassistent, automatisk nødbremse mm. – hvoraf noget af det blev lovkrav fra november 2015. I alt er der sat kryds ved 13 punkter af originalt sikkerhedsudstyr ud over det, der er standard. Derudover har Kim Ancker også fået monteret en del ekstra sikkerhedsudstyr.
»Jeg har ikke sparet nogen steder med hensyn til sikkerheden. Det har altid vægtet højt for mig. Så må jeg give afkald på noget andet i stedet,« siger Kim Ancker.
»Jeg læste for et par år siden en artikel i Lastbil Magasinet om, at de fleste vognmænd valgte sikkerhedssystemer fra. Det gjorde mig lidt sur, for jeg har altid selv prioriteret det højt. Jeg havde kun valgt noget af det fra, fordi man ikke kunne få det til langchassis,« forklarer vognmanden, som selv kører i en fem år gammel Volvo FH 540 opbygget som kranbil.

Baloo bag rattet
Fast mand på den nye trækker er chaufføren Henning Olsen – bedre kendt i branchen under kælenavnet ”Baloo”. Han begyndte at køre for Kim Ancker sidste år, da hans tidligere vognmand solgte forretningen for at gå på pension. Baloo var i forvejen meget optaget af sikkerhed og havde som forsøg udstyret sin tidligere lastbil – en Scania – med fire kameraer til både at hjælpe chaufføren under kørslen samt at indsamle dokumentation om farlige trafiksituationer.
I den nye Volvo har forsøget endda fået et nøk op med endnu flere kameraer, som chaufføren kan skifte mellem inde i førerhuset, hvor de bl.a. vises på en skærm over døren i passagersiden. Kameraerne er leveret af producenten SET, som har været en aktiv medspiller i forsøget på at opbygge den sikrest mulige lastbil.
»I nogle situationer er det en kæmpe hjælp, fx i meget tæt trafik midt i København, hvor cyklisterne er på alle fire sider af dig. Der er det rart, at du lige kan slå blikket op på skærmen og se, hvad du har hele vejen rundt om bilen,« fortæller Baloo.
Der er en række kameraer flere steder foran på bilen, på siderne og bag på bilen. Det understøttes bl.a. af andet udstyr som Volvos højresvingsalarm – et system, der registrerer, hvis der befinder sig noget på højre side af bilen, når blinklyset er slået til. Så bliver chaufføren orienteret både via en rød lampe i A-stolpen samt et højt ”båt” inde i førerhuset.
»Jeg hoppede en halv meter, første gang jeg hørte det. Men man vænner sig til det, og jeg kan godt se, at det er en hjælp, og man kan undgå nogle uheld ved det,« siger Baloo.

Den sikreste lastbil?
Oveni kommer som nævnt en lang række andet sikkerhedsudstyr, såsom indbygget , bakalarm med blitzblink ved bakning, udvidet motorbremse mm. – kort sagt alt hvad man kan pille ned fra hylden og mere til. Dermed er chaufføren altså et førstehåndsvidne til det store dilemma mellem teknologiens uendelige mulighed – og dens begrænsninger.
»Det er måske Danmarks sikreste lastbil – med et stort måske. For det kan også blive for meget. Hvor er balancen? Skal du nøjes med to kameraer? Jeg kan ikke nå at kigge i alle mine spejle og kameraer ved hvert højresving, og jeg kan heller ikke køre med lydsensorer aktiveret hele tiden, for så bliver man skør,« siger Baloo.
»Det er en balancegang, og det her er også et forsøg på at finde et svar på, hvad der hjælper, og hvad der ikke gør. Der er ikke noget af det, der kan stå alene, for det er meget fint, at der er noget, der bimler og bamler, men hvad er det værd, hvis ikke man kan nå at reagere på det og bruger al opmærksomhed på at nå at kigge alle steder.«
Chaufføren er selv i dialog med bl.a. Rådet for Større Trafiksikkerhed og vil hen over sommeren også besøge en række udstillinger og træf og vise teknologien og nogle af optagelserne fra kameraerne frem.
»Jeg vil også rigtig gerne ud og undervise børn i trafiksikkerhed. Trafikundervisningen i skolerne er mange steder ikke-eksisterende.«
Henning ”Baloo” Olsen kører med containere, primært til og fra frihavnen i København – en daglig rute, hvor sikkerhedsudstyret kommer til sin ret med mange spændende trafik-oplevelser. Men ud over at være så sikker som muligt, så er det i øvrigt også blevet en rigtig flot trækker, som chaufføren har fået leveret.
Vognmand Kim Ancker er glad for rustfrit stål, og det bærer opbygningen også præg af. Således er bl.a. sideskørter, galge og værktøjsskab i højre side rustfri, ligesom den store plade oppe bag på trækkeren, som vognmanden selv har skåret ud. Der er desuden eloxerede dørkplader.
»Kim har stået for opbygningen og undervejs spurgt mig om nogle ting. Vores smag passer meget godt sammen, og der er ikke meget, jeg ville lave om,« fortæller Baloo.
»Det eneste, jeg gerne ville have, var alufælge, for det har jeg aldrig prøvet. Men Kim sagde med det samme, at det kunne jeg glemme. Men da den kom hjem sad de alligevel på, så der tog han røven på mig,« fortæller Baloo, der dermed fik et stort chaufførønske opfyldt.

Flot plysning i kabinen
Indvendig har Buur & Thomsen slået sig løs med en flot plysning og indretning i røde og sølvgrå farver.
»Bilen er jo ikke overgejlet, men simpelt opbygget. Det er dog første gang, jeg har haft en lastbil, der er lavet så meget om inde i førerhuset. Det er lavet enkelt og funktionelt, fordi jeg er en grisebasse, så det skal være nemt at tørre af og gøre rent indvendig,« forklarer Baloo.
Førerhuset har også bekvemmeligheder som microovn, samt walkie tilsluttet en udvendig højttaler – ud over at være spas er det også praktisk og tidsbesparende i hverdagen.
»Så kan jeg snakke med dem uden for bilen, mens jeg sidder i førerhuset – og fx give beskeder ved af- og pålæsninger ved terminaler. Det kan spare fem minutter hist og her, så man kommer lidt foran i programmet,« siger chaufføren.
Vognmanden selv er også godt tilfreds med det endelige resultat.
»Jeg synes, det er en flot bil, uden så meget hokus-pokus. Der er ikke noget, der ikke skal være der. Det er en strømlinet model uden Michelin-mænd og den slags,« siger Kim Ancker.
»Men hvis folk viser initiativ og en vilje til at holde bilen pæn, så er jeg heller ikke bleg for at sponsorere lidt ekstra på den. En tilfreds chauffør yder mere end én, der ikke er det.«

Artiklen er en del af temaet Forsidebilen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078