23948sdkhjf

Så blev det lillebrors tur

Michael Jeppesen har sat sig bag rattet i en flot ny trækker i faderens firma, der i 25 år har været dedikeret til mærket med stjerne på fronten

Æblet falder sjældent langt fra stammen, og det gælder også i lastbilbranchen. Vognmand Per Jeppesen fra Aabybro har været Mercedes-mand i et kvart århundrede, og sønnen Michael satte sig for fire år siden bag rattet i en ny Actros, der efter sigende var den første, der kom til Danmark, efter at Mercedes i 2011 havde lanceret den fjerde generation af Actros-serien.
Den Actros er stadig i firmaet, men Michael Jeppesen kunne for nylig dreje nøglen i en spritny trækker – selvfølgelig stadig en Mercedes, men denne gang bygget op, så den lyser op i vognmandens ellers ganske nydelige vognpark.
»Jeg skyldte jo Michael en fin bil, fordi Kasper fik en flot bil, da han fyldte 18,« fortæller Per Jeppesen selv, da Lastbil
Magasinet møder dem begge en solrig mandag morgen på firmaets plads i Aalborg.


Kasper er Michaels storebror, som styrer kørslen fra terminalen på Assensvej i Aalborg, hvorfra vognmandsfirmaet varetager transporter i det nordjyske for Freja. Kasper Jeppesen fik en ny Actros 2550 i 2006, som også fandt vej til dette blad.
10 år senere kom turen så til lillebror, som netop har fået leveret en Mercedes-Benz Actros 2551 med. Som betegnelsen antyder, er det en 3-akslet trækker med 510 heste under hjelmen – et klassisk og robust valg til den distributionskørsel, som bilen foreløbig er beskæftiget med.


Bilen er bygget fint op hos Ejner Hessel i Aalborg, som også har leveret bilen, med afdækning i begge sider, fuld aludørk bagpå, galge til lys og luft, Jost luftstyret skammel, bagkofanger med LED-lygter samt rustfri lygtebøjle med fjernlygter og rotorblink foran på bilen. Spoilerne har også fået diodelys, ligesom det også er monteret i bagkofanger, nummerpladelys, stænklap mm. bagpå.


Michael Jeppesen har kørt i faderens firma i seks år og fik nogenlunde frie hænder til opbygningen.
»Men man skal jo også stoppe et sted, for det kan jo også blive for voldsomt,« lyder det fra den unge chauffør.
Førerhuset bærer dog ikke præg af decideret tilbageholdenhed. Indretningen er med Mercedes’ Solo Star-koncept med ”hjørnesofa” i passagersiden og den store komfortpakke med bl.a. læderrat. Oven i dette har FL Buur slået sig løs, og alt i hytten er malet og ombetrukket i hvid og rød, som matcher bilens udvendige look.

Født med stjerne i panden
Vognmand Per Jeppesen har konsekvent valgt tysk igennem alle årene, når vognparken skulle fornys eller udvides.
»Vi er sgu født med en stjerne i panden heroppe, det må vi være ærlige og indrømme. Vi har altid haft et godt samarbejde med Mercedes-forhandlerne heroppe,« forklarer han.

»Og så er det en pålidelig bil, der er let at reparere, og reservedelene er billige i forhold til så meget andet. Vi laver det meste på vores eget værksted, og vi har aldrig serviceaftale på bilerne. Vi kunne ikke overleve som vognmandsfirma, hvis ikke vi lavede så meget selv, som det overhovedet kan lade sig gøre,« siger Per Jeppesen.
»Vi har en bil, der har kørt 950.000 km, og vi har ikke skiftet andet end en kobling. Jeg har hørt, at mange andre har bøvlet meget med deres AdBlue-system, men det har vi heller aldrig haft problemer med på vores Mercedes.«
Værkstedet ligger i Aabybro, hvor vognmanden selv går og skruer på lastbiler og trailere, når han ikke tidlig morgen og aften er på pladsen i Aalborg for at hjælpe med på- og aflæsning af bilerne. Firmaet køber også dæk engros og skifter og monterer det hele selv.


»Vi sover aldrig tiden væk,« lyder det med vognmandens egne ord. Til daglig udgår det meste kørsel fra afdelingen i Aalborgs østhavn, og firmaet råder i dag over i alt 11 lastbiler – heraf 8 Mercedes.
»Vi har et par farisæere iblandt, fordi der var noget kørsel, der fulgte med dem,« siger vognmanden med henvisning til to Volvo’er og en enkelt Iveco, der har sneget sig ind i vognparken.

Fordoblet på et par år
I mange år bestod firmaet ellers af 4-6 biler, men et nyt samarbejde med Freja for to år siden har betydet en fordobling på kort tid.


»Men vi har sådan set ingen ambitioner om at blive store. Det meste af vognparken skylder vi ikke noget på, så hvis der er noget, vi ikke kan leve af, så er vi heller ikke bange for at skære til og sælge fra igen,« fastslår Per Jeppesen.
»Når man har været vognmand i speditionsbranchen i 25 år, så har man lært lektien,« konstaterer vognmanden, der faktisk til januar kan fejre et kvart århundrede som selvstændig vognmand.


Selvom man som undervognmand ikke spinder guld på kørslen, så understreger Per Jeppesen, at han generelt altid har følt sig godt behandlet af de speditører, han har kørt for – igennem årene primært DSV/DFDS og i dag Freja og Frode
Laursen.


»I dag har vi et par biler, der kører fragt om natten og distribution om dagen. De biler kører selvfølgelig nogle flere kilometer, og der sætter vi det i system, så de efter et år eller to kommer til at køre noget andet.«
Der er ingen fast politik for, hvor længe bilerne skal holde – men helst så længe som muligt, når det kan svare sig.
»Før i tiden kørte vores biler 250.000 km om året, og så blev de maksimalt fire år gamle. Men når de kører distribution, når de jo aldrig at blive gamle, så nu skal vores biler da til at blive noget ældre,« siger Per Jeppesen, der som oftest køber nye biler.
»Men af og til køber vi da også en brugt forvogn, hvis vi lige har brug for den. Det kan jo ellers være dyrt at skulle til at bygge en ny forvogn op.«

Savner at køre lastbil
Selv kører vognmanden for tiden som
afløser, men har ellers igennem alle årene selv siddet fast bag rattet.
»Og jeg savner da selv at køre lastbil. Jeg regner med, at der bliver lidt mere ro på efter sommerferien, og så skal jeg ud og køre noget mere,« siger han.


Men det bliver ikke i den nyeste Actros – den giver sønnike nemlig ikke fra sig. Michael Jeppesen har allerede deltaget i truckerstævnet i Gl. Estrup med den nye bil, og for nysgerrige bliver der også mulighed for at tjekke den ud på det nystartede show i Sunds samt i Jesperhus på Mors til september.


Sidst på sommeren skifter Michael Jeppesen i øvrigt den daglige distribution ud med mere blandet kørsel, når han som firmaets tredje bil skal til at køre for Frode Laursen. Det betyder også, at det er slut med at komme hjem til fyraften på hverdage – men det passer den unge mand glimrende.


»Nu har jeg fået så fin en bil, så skal den skal jo også ud og lave noget.«

Artiklen er en del af temaet Forsidebilen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095