Fortsat fremgang for Dachser
Omsætningen steg stabilt med 1,6 procent i 2019. Europæisk vejtransport voksede med 2,9 procent. Investeringer for 151 mio. euro i logistikfaciliteter og IT-systemer.
Mens den globale økonomi bliver stadig svagere, formåede Dachser at fortsætte sin vækst i 2019. Logistikudbyderens konsoliderede nettoomsætning præsterede en stabil stigning på 1,6 procent til 5,66 mia. euro.
Drivkraften bag væksten var igen forretningsområdet Road Logistics, hvis nettoomsætning steg med 2,9 procent til 4,60 mia. euro. Til sammenligning oplevede forretningsområdet Air & Sea Logistics et fald på 4,1 procent, der primært skyldtes svagere efterspørgsel efter luftfragt fra kunder i bilbranchen.
I 2019 hævede Dachsers forretningsområde Road Logistics sin konsoliderede nettoomsætning med 2,9 procent fra 4,47 til 4,60 mia. euro. Forretningsenheden European Logistics bidrog med 3,63 mia. euro (+2.4 procent) til omsætningen i Road Logistics.
»Grænseoverskridende serviceydelser forblev stærke, og vi oplevede en positiv udvikling inden for kontraktlogistik i hele Europa. Selv om situationen på transportmarkedet begyndte at svækkes i løbet af 2019, er manglen på chauffører og kvalificeret personale fortsat vores mest presserende udfordring,« fortæller Dachsers CEO, Bernhard Simon.
Med sin nuværende arbejdsstyrke på omkring 31.000 medarbejdere har Dachser flere ansatte end på noget andet tidspunkt i sin historie.
»Det er vi meget stolte af, for det er vores medarbejdere, der er hjertet og rygraden i den service, vi yder. Vores førsteprioritet i 2020 er at sikre disse arbejdspladser,« understreger Bernhard Simon.
»Vi ønsker også at forblive en stabil og pålidelig partner for kunder såvel som underleverandører. I fællesskab vil vi overvinde coronakrisen ved hjælp af rimelige priser og rimelig aflønning og lægge grunden for fremtidig vækst.«
Med næsten 31.000 medarbejdere på 393 faciliteter over hele verden, opnåede Dachser i 2019 en samlet nettoomsætning på 5,7 milliarder euro. Dachser er repræsenteret med egne datterselskaber i 44 lande.