23948sdkhjf

Fra gokart til lastbilrally

Tekst: Gianenrico Griffini/Rasmus Haargaard

Dmitry Sotnikov vandt i januar verdens hårdeste lastbilrally, da den russiske lastbilchauffør var hurtigst af alle i Dakar 2021, som fandt sted i Saudi-Arabien. Vinderbilen var en Kamaz Master 43509 med 980 hestekræfter. I dette eksklusive interview fortæller den 34-årige russiske lastbilracer lidt af hemmelighederne bag at blive en succesfuld lastbilrally-kører og at komme helt til tops i verdens hårdeste løb.

Et Kamaz-hattrick på sejrspodiet og endnu en Kamaz-lastbil på syvendepladsen i slutstillingen i dette års Dakar-rally. Havde I forventet et så godt resultat i år?

- Ja, vi fik et fedt resultat i år, men det kan man ikke forvente. Sidste hattrick var i 2015, og siden har vi også oplevet nederlag og kun at have to biler på podiet.

Løbet var ændret i år – med et elektronisk vejkort udleveret 10 minutter før hver etape, med færre strækninger med højhastighed og en fartgrænse på 90 km/t på farlige steder. Hvordan påvirkede dette din kørestil?

- Dakar har ændret sig efter flytningen til Saudi-Arabien (fra 2020, red.). Efter sidste års erfaringer vidste vi, hvilke landskaber der ventede os, men arrangørerne indførte i år reglen med det elektroniske vejkort, som fik vi 10 minutter før hver start. Det blev senere ændret til 20 minutter, fordi navigation var så vigtigt i det her løb. Det var svært for alle, især i starten af løbet, fordi vi ikke havde prøvet det før. Det betød, at de hold, der var gode til at arbejde med navigation, fik en stor fordel. Der var heller ikke så mange lige strækninger, men det kunne jeg godt lide. I Saudi-Arabien ligger ruten i mere øde områder, og det gør ræset bedre. Alt i alt kørte vi mere forsigtigt, og det gav et godt resultat.

Hvad var de afgørende elementer for dit Dakar-løb i år?

- Nøglen var første halvdel af løbet. Vi vandt fire etaper og fik et forspring, så vi kunne køre mere roligt og beregnende i resten af løbet – også selvom vi mødte komplikationer med navigationen, punkteringer og farlige flod-passager, som kunne risikere at koste tid. Vi forsøgte at holde fokus på bare at køre i vores eget tempo.

Du har sagt, at din succes i år skyldes hele Kamaz-holdet. Kan du forklare lastbilens rolle? Var din Kamaz 43509 med en 13 liters Dongfeng-Cummins-motor og automatisk gearkasse så pålidelige og effektiv, som du forventede?

- Lastbilens betydning er stor. Jeg vil sige, at 50 procent er køretøjet, og 50 procent er besætningen. Det handler om, hvor klar folk er, og hvordan de kan udnytte lastbilens kræfter. Lastbilen er frugten af hele holdets arbejde, ikke bare i år, men også i de foregående år. Den bygger på mange års erfaringer. Holdets viden og niveau stiger hvert år, og jeg betragter vores lastbil som en af de bedste i forhold til tekniske specifikationer, herunder motoren. Vi arbejder hele tiden på ikke at kunne udvikle motoren, men også chassiset og træning af besætning. Den endelige sejr bygger på hele holdet og en korrekt forberedelse af lastbiler og mennesker.

Hvordan vil du selv beskrive din kørestil? Er du aggressiv, kølig eller taktisk?

- Jeg mener, at kørestilen skal indeholde alle dele – aggressivitet, køligt overblik og taktik. Jeg kan måske bedst lide at køre aggressivt, og i første halvdel af Dakar var det sådan, men i anden del af løbet blev det mere taktisk og køligt. Mange kørere ændrer stil igennem løbet. Rally er anderledes fra andre løb, fordi du er nødt til at forstå, hvad der er vigtigt på ruten lige netop denne dag.

Hvor føler du dig bedst tilpas som kører? På stenede strækninger? Blødt ørkensand? Smalle og snoede veje?

- For at kunne vinde Dakar skal du føle dig godt tilpas i alle de terræner. Ellers kan man ikke være med i kampen helt fremme i løbet. Jeg kan godt lide de kurvede ruter fra klassiske rallyløb, men det kan være lidt farligt at køre sådan i en lastbil. Jeg forsøger at træne lige meget på alle typer af terræn.

Hvordan har din karriere som chauffør på en rally-lastbil udviklet sig?

- Min løbskarriere startede, da jeg var otte år, og min far tog med i gokart-klubben. Som niårig deltog jeg i konkurrencer, og jeg kørte gokart, til jeg var 15. Jeg begyndte at køre rigtige biler, og siden blev jeg en del af Kamaz-holdet. I 2011 prøvede jeg første gang selv at sidde bag rattet i en rally-lastbil, og siden 2012 har jeg haft rollen som chauffør.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078