23948sdkhjf

Freja landede et fornuftigt regnskab for 2018

Transport- og logistikvirksomheden Freja Transport & Logistics Holding A/S kommer ud med et tilfredsstillende, men ikke prangende resultat for 2018. Sådan udlægger koncernen selv resultatet i en pressemeddelelse.

Igen er det datterselskaberne i Norge og Finland, der leverer resultater over markedsniveau, mens det svenske selskab atter skuffer. 2018 var år ét efter overtagelsen af Transcargo, hvilket har medført en del integrationsomkostninger. Den danske del af Transcargo er 100% implementeret og fusioneret med det danske Freja, og resultatet i datterselskabet i Danmark lever op til årets forventninger, lyder det fra Freja.

I 2019 er fokus rettet mod det polske selskab, hvor truckingdelen er separeret i eget selskab, og der er igangsat opførelsen af et total nyt hub på en 75.000 m2 store grund i Szczecin. Ambitionerne er, at det nye center skal stå klar 1. maj 2020, og at det polske selskab overgår til Frejas it-platform i løbet af 3. kvartal 2019.

Freja Transport & Logistics Holding A/S rapporterer om en vækst i omsætningen fra 2017 til 2018 på 22,5%. Den samlede omsætning i 2018 lander på i alt DKK 3,12 mia.

Årets resultat før skat udgør DKK 38,0 mio. i 2018 mod DKK 59,4 mio. i 2017. Resultatet for 2017 var påvirket positivt af engangsindtægter, og 2018 er påvirket negativt af handels- og integrationsomkostninger i forbindelse med købet af Transcargo, oplyser Freja.

Den negative udvikling i Sverige har primo 2019 medført et nyt ledelsesskifte samtidig med, at der er tilført ledelse fra Danmark. Segmentet Air & Sea er blev styrket med tilførsel af ressourcer, ligesom der er investeret i en stærkere salgsorganisation. Det svenske selskab budgetterer fortsat med underskud i 2019, og der er fra moderselskabet tilført den nødvendige styrkelse af kapitalen.

Det nyligt tilkøbte selskab i Polen har vist en flot udvikling, og potentialet for fortsat vækst er enormt. Kina har ligeledes haft en flot udvikling i såvel omsætning som indtjening – en udvikling, der ifølge Freja ser ud til at fortsætte i 2019.

»Et fornuftigt årsresultat for 2018, men vi er både parate og har ambitionerne til at vise, at vi kan gøre det bedre. I 2018 har det været udnyttelse af de nye teknologier og integrationen af Transcargo, der har haft vores fokus. I år er det især vores nye positionering på det polske marked, sammen med genopretningen af det svenske selskab, der vil få størst fokus - uden at det dog må gå ud over vores udvikling i Kina, Norge og Finland. Udviklingen i første kvartal 2019 viser, at vi er på rette vej. Vi har platformen og er klar til at høste frugterne af de senere års massive investeringer. Og skulle der være yderligere konsolideringsmuligheder, er vi også klar til at kigge på det,« siger Jørgen Hansen, stifter og bestyrelsesformand i Freja-koncernen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078