23948sdkhjf

Freja-stifter: Nu kan jeg godt sige YES

Det gav overskrifter i samtlige danske ”business-medier”, at Freja Transport bliver solgt til SDK Shipping. Et salg, som stifteren af Freja kalder for en fusion, og et salg der stadig mangler myndighedernes sidste godkendelse. Men det er vist formaliteter. Et salg ser ud til at være en realitet for det privatejede Freja Transport A/S, der blev stiftet i 1985.

Jørgen Hansen startede Freja op sammen med Frede Alstrup. I 1996 blev Jørgen Hansen eneejer og sådan har det været indtil nu. Freja benytter stort set udelukkende indlejede vognmænd, og en del af disse er danske.

Hvad vil det her salg få af betydning for de danske vognmænd, der trækker for Freja?

- Det vil forhåbentlig ikke få nogen som helst betydning. I mine øjne vil det kun være en fordel, at Freja bliver større, siger Jørgen Hansen til Lastbil Magasinet.

Han beholder sin post som bestyrelsesmedlem i Freja – det er med i den aftale, der er indgået med SDK Shipping, at Freja har en stol ved bestyrelsesbordet.

Freja er dit livsværk. Hvilken følelse sidder du med lige nu?

- Det er det rigtige. NU kan jeg godt tillade mig at sige YES. Der er sikret et langsigtet fremadrettet ejerskab hos en familie, der deler de samme værdier, som Freja er bygget på. Da Torben (Østergaard-Nielsen – ejer af SDK Shipping red.) bankede på i 2016 sagde jeg til ham, ”Der er jo ikke meget generationsskifte over at overdrage mit firma til en mand på 65 år,” men nu har jeg mødt hans datter Nina (Østergaard Borris red.) der er med i firmaet, og hun er en dygtig ung kvinde.

Hvad er det for værdier Freja er bygget på?

- Her kan jeg jo sige… de diametralt modsatte af de værdier et firma som for eksempel NTG er bygget på. Jeg siger altid, jeg hellere vil leve i en verden, hvor vi har myndighederne et skridt foran os end et skridt bag os.

Du har solgt dit firma til en familiedrevet virksomhed, der er ejet af en far og hans to døtre. Sætter du selv familien som en vigtig værdi for en virksomhed som Freja?

- Ja, det familiære har altid været meget vigtigt for mig og også i Freja. Mine to sønner er med i firmaet og min hustru har altid haft en vigtig rolle også. Tag nu det årlige Made In Denmark arrangement (golfturnering arrangeret af Freja red.), der laver min hustru og mine børn altid mad og er med.

Kigger du en ekstra gang, når du møder en trækker med Freja-trailer på ude på vejene?

- Det gør jeg. Og jeg kigger altid efter, om trailer og trækker er rene og om chaufføren kører ordentligt. Og er der noget, der stikker i øjnene – at traileren er for beskidt eller chaufføren ikke kører ordentligt, så ryger der en besked hjem til kontoret, at den og den trailer skal vaskes og det og det nummer bil kører uforsvarligt.

Du har udtalt følgende til Børsen: Hvis jeg kun skulle tænke på penge, kunne vi givetvis have lavet en exit, der var væsentligt mere indbringende. Men for mig var det vigtigt at tænke på de mennesker, der har været med til at bygge virksomheden op i de 35 år. Der ligger også meget værdi i navnet og brandet Freja, som står for ordentlighed på alle parametre.

Har der været tilbud tidligere på at købe Freja, som du har takket nej til, fordi det kom fra et firma, der ikke delte de værdier, Freja står for?

 

- Jeg har fået tilbud, der var voldsomme for den tid, de blev givet i, men hvor jeg sagde nej, fordi jeg vidste, at Freja ville blive opslugt og forsvinde og brandet Freja ville sive op i den blå luft og være væk.

Har du nogensinde troet, at Freja ville vokse sig til det, det er i dag?

 

- Nej. Det har altid været min indstilling, at vi skal gøre det bedre i dag, end vi gjorde i går. Og det er da gået meget godt.

Var der noget, du ville ønske anderledes for branchen, som du har været en stor del af i mange år?

- I min verden ville jeg ønske, der var danske chauffører og danske vognmænd nok til at tage alle de opgaver der er. Men det er der ikke. Og det forstår jeg godt. For man kan stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor skulle man som dansker gide tage et arbejde, hvor der kan blive kigget 12 måneder tilbage i ens arbejde og så risikerer man at blive straffet, hvis man har kørt 10 minutter for meget en dag. Jeg forstår godt, der mangler danske chauffører. For sådan er det desværre.

Fakta:

Torben Østergaard-Nielsen er Danmarks 6. rigeste mand med en formue på over 22 milliarder kroner ifølge Berlingske. Han er ejer af virksomheden United Shipping & Trading Company, der blandt andet omfatter SDK Shipping, Bunker Holding og Uni-Tankers.

I juni 2020 overdrog han, ifølge shippingwatch.dk, 66 procent af aktierne i United Shipping & Trading Company til sine to døtre, Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Nielsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063