23948sdkhjf

Frustreret chauffør: Vi vil bare have simple regler

- Det er meget vigtigt at få slået fast, at jeg ikke ønsker det vilde Vesten. Vi vil bare have simple regler at arbejde efter og så kunne servicere den enkelte forbruger.

Det siger lastbilchauffør Franck Bonvang Andersen, der har kørt lastbil i 22 år. Chaufføren fra Skagen er dybt frustreret over, at det som et udspring af EU-vejpakken nu skal kontrolleres, om chaufførerne overholder arbejdstidsdirektivet.  

Ligesom flere vognmænd i den sidste tid har påpeget det, mener også Franck Bonvang Andersen, at der allerede er rigeligt med kontrol af erhvervet, og at chaufførerne med køre- og hviletidsreglerne er rigeligt reguleret allerede.  

- Frustrationen går på, at køre- og hviletidsforordningen og arbejdstidsdirektivet på ingen måde harmonerer med hinanden. Jeg synes selv, jeg er godt inde i køre- og hviletidsforordningen. Men prøv engang at gå på Facebook i en chaufførgruppe, og så ser du de første 15 spørgsmål til køre- og hviletid. Arbejdstidsdirektivet er meget mere komplekst. Det er så komplekst og uigennemskueligt for den almindelige borger. Det er en regeljungle, mener Franck Bonvang Andersen.  

Men arbejdstidsdirektivet er jo ikke nyt. Og er det ikke i bund og grund vognmandens ”problem”, at det bliver overholdt, og ikke dit?

- Det er EU, der dikterer, at det skal kontrolleres i forbindelse med Vejpakken. Danmark fremstår som et dukseland i EU, og jeg kunne tænke mig, at man skrotter at sanktionere på grund af arbejdstidsdirektivet. Jeg har venner, der er kokke og håndværkere, som arbejder mange flere timer end mig. Chaufførbranchen er det eneste erhverv, der bliver tjekket så meget.

-Ja, direktivet er fra 2005, men det er ikke blevet kontrolleret, og jeg kunne forstå det, hvis det var fra 1905, da man "pryglede arbejderne", til de ikke kunne stå mere. Og nej, jeg kan ikke være ligeglad. Vognmændenes økonomi er bygget op omkring den type kørsel, man har i firmaet. Jeg kører trucking for en speditør og ligger ude hele ugen, og skulle jeg nøjes med 9 timer og 40 minutter i ren arbejdstid, skulle jeg sidde og kigge ud ad vinduet. Jeg har som chauffør og arbejdstager lige såvel et ansvar over for min vognmand og arbejdsgiver for, at bilen kan generere et overskud. Derfor kan jeg ikke bare være ligeglad.

- Jeg kender også flere chauffører, der ikke har lyst til at arbejde meget. Nogle chauffører har lange dage, andre nogle kortere dage – og det fungerer. Det handler om at tale med sin arbejdsgiver. Jeg mener ikke, at arbejdstidsdirektivet er nødvendigt i et moderne samfund som i dag.

Og så kan man jo spørge sig selv, hvorfor chaufføren dog ikke blot søger et job i en anden branche, hvis han er utilfreds med håndhævelsen af arbejdstidsdirektivet?

- Jeg har ikke lyst til at finde et andet arbejde. Jeg elsker mit job. Vi er mange, der lever og ånder for denne branche. Vi kan ikke indordne os under et 9 til 5-job.  

- Som jeg ser det, er der kun én vej nu. Og for at bruge Jacob Formans (forsvarsadvokat med speciale i transportbranchen red.) ord, så er det, at vi bruger den magt, vi har. For dem, der ikke selv kan regne det ud, så er det ganske simpelt at lukke for forsyningskæderne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062