23948sdkhjf

Godsformand ærgrer sig over undersøgelse

Da der forleden bredt ud i medierne blev offentliggjort en historie om en undersøgelse, der viser, at hver sjette erhvervschauffør læser sms, mail eller indhold på nettet, mens han eller hun kører i trafikken, blev formand for Godschaufførernes Landsklub, Erik Emil Hansen, ringet op af en journalist, der ville have hans kommentar.

 

Efterfølgende kunne godsformanden så konstatere, at journalisten ikke ville bruge ham som kilde, da han ikke som forventet rasede mod chaufførerne.

 

»Jamen det havde da nok været sjovere, hvis jeg havde sagt, ”gør noget ved det, lortechauffører”,« siger Erik Emil Hansen og fortsætter:

 

»Jeg har selv deltaget i den undersøgelse fra Sikker Trafik, og jeg synes, spørgsmålene var ledende. Jeg synes, man skal tage undersøgelsen for, hvad den er. Den giver et billede af den menneskelige adfærd. Har du nogensinde kigget på din mobil under kørsel, er der en interessekonflikt. Og så tyder det for mig på, at man vil skabe et dårligt omdømme. Ingen kan vel sige sig fri for på et tidspunkt at have haft en telefon liggende i bilen uden at kigge ned på den. Hvad enten det er chauffører eller privatbilister,« siger Erik Emil Hansen.

 

 

- Hvor en den positive vinkel?

 

 

Derudover mener Erik Emil Hansen, resultaterne af undersøgelsen med lethed kunne have været vinklet mere positivt i medierne, da antallet af erhvervschauffører, der læser sms, mail eller indhold på nettet, mens de kører bil, rent faktisk er faldet fra 26 til 17 procent, siden en lignende undersøgelse blev lavet i 2017.

 

»Vi er inde i en positiv udvikling. Så hvorfor ikke vende den om og lægge en positiv vinkel på erhvervschaufførerne,« spørger Erik Emil Hansen.

 

Han ærgrer sig over, at der er så meget fokus på tallene i undersøgelsen, hvad enten det drejer sig om erhvervschauffører eller hr og fru Danmark i deres personbil.

 

»Ønsker man sikker trafik, så tal dog om den kultur, der ligger bag tallene. Jeg har for eksempel en drøm om, at alle chauffører laver en aftale om, at vi ikke laver opslag på Facebook, hvor vi kører med benene oppe i vinduet og lignende. Vi er for professionelle, og når vi kører lastbil, kører vi lastbil,« siger Erik Emil Hansen.

 

 

Flere må tage ansvar

 

 

Han opfordrer samtidig speditører og vognmænd til at tage ansvar og lave en politik, der sætter fokus på, at chaufførerne ikke distraheres unødvendigt, når de kører lastbil.

 

»Her kan vi stille krav om, at den, der afsender en vigtig besked, må være opmærksom på, hvad chaufføren rent faktisk laver. Altså kører bil. Omvendt skal vi chauffører tage ansvar og sige til vognmænd og speditører, at vil de os noget med en vigtig besked, skal de ikke sende en sms eller en mail. Så kan de i hvert fald ikke tage for givet, at vi bare ser den med det samme. Vil man os noget vigtigt, må man ringe. Vi kan allerhøjest tale i den håndfri, og den bevidsthed må vi have ud i hele logistikkæden. Den måde, vi kan sikre forsvarlig kommunikation, er ved ikke at gå på kompromis med sikkerheden. Så vognmænd og speditører skal være opmærksom på, hvor vigtig den information, der skal ud, er. Og lav så en virksomhedspolitik om, at man ikke læser sms eller mail undervejs, men højest kan tale i håndfri. På den måde kan chaufførerne også stille nogle krav til disponenten eller vognmanden,« siger Erik Emil Hansen.

 

En negativt vinklet historie som denne, hvilken skade gør den på lastbilchaufførerne?

 

»Jamen vi bliver da mindre glade for at være chauffører. Vi er i forvejen et udskældt erhverv, der får at vide, at vi er i vejen og larmer. Nu kommer der igen en negativ historie, hvor man i stedet burde være opmærksom på, hvad det er for en kultur, der ligger bag tallene og fjerner din opmærksomhed,« siger Erik Emil Hansen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063