23948sdkhjf

”Græsk sag”: Vi forstår frustrationen

Lastbil Magasinet har forelagt Udenrigsministeriet Søren Bruhns ord, og bedt om svar på, om udenrigsminister Anders Samuelsen kender til sagen, om han er opmærksom på, at appelsagen er blevet udskudt seks gange, og hvordan han forholder sig til de kritiske ord fra Søren Bruhn. Udenrigsministeren har ikke svaret, men det har chefen for Borgerservice og Kommunikation, René Dinesen.

»Ambassaden i Athen har fulgt sagen tæt fra begyndelsen og er i løbende kontakt med Søren Bruhn og hans forsvarsadvokater, som varetager den juridiske side af sagen.

Frustrationen over, at sagen har været så længe undervejs i det græske retssystem, forstår vi fuldt ud – men det er desværre ikke usædvanligt og rammer alle borgere i Grækenland. Ambassaden er derfor også i kontakt med de græske myndigheder med henblik på at sikre den rette opmærksomhed om sagen. Udenrigsministeren er også orienteret om sagen, men Borgerservice og ambassaden håndterer den konkret – sådan som det er tilfældet i alle borgerservicesager«, skriver René Dinesen i et skriftligt svar.

Om det danske ministerium vil forsøge at få Søren Bruhn til afsoning hjemme i Danmark, hvis hans appelsag bliver færdigbehandlet 20. april, som er syvende gang, den er på retslisten, er svaret således:

»Når det kommer til spørgsmålet om at afsone en eventuel straf i Danmark, er det sådan at Søren Bruhn – når der er faldet endelig dom i sagen, og hvis han fortsat bliver dømt til afsoning i Grækenland – kan søge om at afsone sin straf i Danmark. En sådan anmodning håndteres af de danske justitsmyndigheder i samarbejde med de græske myndigheder«, svarer René Dinesen.

Kan rettergangen betegnes som retfærdig?

Onsdag kunne Lastbil Magasinet bringe Udenrigsministeriets svar på, hvornår de vil gå ind i en sag, der omhandler en dansk statsborger, hvis pågældende bliver dømt i et land, hvor appelsager trækker i langdrag og en livstidsdom kan gives på 20 minutter.

»I enkelte tilfælde kan der være grund til at rejse sager politisk over for opholdslandets myndigheder – men det sker kun i tilfælde, hvor der er sket åbenbare rettergangsfejl eller vores indsats i øvrigt kræves, for at borgeren kan få en retfærdig rettergang«, svarede Martin Ellehøj, souschef i Udenrigsministeriets borgerservice.

Om Søren Bruhn har fået en retfærdig rettergang er det store spørgsmål. Skyldig, uskyldig dømt, straffens længde og den græske domstols endelige afgørelse er ikke Udenrigsministeriets opgave at tage stilling til, men som de skriver i deres svar, kan de rejse sager politisk over for opholdslandets myndigheder, for at borgeren kan få en retfærdig rettergang. Derfor ville Lastbil Magasinet gerne have svar på, om Udenrigsministeriet mener, at Søren Bruhn har været gennem en rettergang, der kan betegnes som retfærdig.

Dette har Udenrigsministeriet ikke ønsket at svare på.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078