23948sdkhjf

H.P. Therkelsen står skoleret hos ITD i dag

Tre ansatte – to chauffører og en disponent – er allerede dømt for dokumentfalsk og efterforskningen mod H.P. Therkelsen fortsætter.

Tirsdag blev fem personer anholdt forskellige steder i landet, blandt andet en disponent på hovedkontoret i Padborg. Resten var chauffører. Senere på dagen blev to chauffører løsladt, mens disponenten og to chauffører fortsat var anholdt indtil de kunne fremstilles i grundlovsforhør onsdag morgen. Her blev det til en straksdom på fire måneders betinget fængsel og de to chauffører blev hver idømt 30 dages betinget fængsel. Alle tre dømte er tyskere. De erkendte sig skyldige og modtog dommene.

I dag skal H.P. Therkelsen så stå skoleret for ITD, hvor Mogens Therkelsen, mangeårig direktør for H.P. Therkelsen og tidligere bestyrelsesformand i ITD, er æresmedlem. I dag er det sønnen Peter Therkelsen, der sidder i direktørstolen, så forventningen er, at han dukker op til mødet. ITD har indkaldt ”repræsentanter fra H.P. Therkelsen”, så om Mogens Therkelsen, der i dag er bestyrelsesformand for H.P. Therkelsen, er med, vides ikke.

Om en eksklusion af H.P. Therkelsen kommer på tale eller ej, vil formand for bestyrelsen i ITD, Christian S. Madsen ikke komme ind på.

»Vi (ITD) har bedt H.P. Therkelsen om at komme med en redegørelse, og vi har indkaldt medlemmet til et møde i dag, hvor vi håber på at få mere indsigt i sagen,« siger han og tilføjer:

»Bestyrelsen vil tage stilling til det videre forløb, efter vi har modtaget redegørelsen. Det er for tidligt at sige, hvordan vi forholder os til sagen, før vi har et overblik. Jeg forestiller mig ikke, at medlemmet har svar på alt i dag, så det bliver en stille og rolig snak, hvor vores direktør og jeg, som bestyrelsesformand, vil være til stede.«

Hos ITD var man ikke bleg for at ekskludere et medlem tilbage i 2014, hvor Børge Ernø Transport fik en kold skulder fra ITD efter et indslag i TV2 Nyhederne, hvor det fremgik, at virksomheden gentagne gange havde manipuleret med tachograferne.

I kølvandet på den uheldige sag valgte ITD at vedtage et sæt etiske retningslinjer for medlemmerne. Fair og lige konkurrence er højt placeret på denne etiske regelliste. Og der må man sige, at ulovlig cabotagekørsel stritter lidt i en anden retning.

For Christian S. Madsen er det konkurrenceforvridningen i de ulovligheder, der er foregået hos H.P. Therkelsen en del af det, der gør ham bekymret. Det vil være alvorligheden i det, der er afgørende for, om H.P. Therkelsen fremover vil være at finde på ITD’s medlemsliste.

Hos ITD er de ikke bange for kontrol af deres medlemmer – vognmændene – for der skal være styr på branchen, hvor reglerne er mange og krøllede.  

»Vi kan aldrig stå til ansvar for, hvad vores medlemmer gør, men øget kontrol og ordentlighed går vi ind for.«

H.P. Therkelsens biler er hovedsaligt polsk og tysk indregistrerede lastbiler med udenlandske chauffører bag rattet.

De to tyske chauffører blev dømt for at have fremvist forfalskede fragtbreve i forbindelse med ulovlig cabotagekørsel. Den ene chauffør blev standset og anholdt på Europavej i Taulov, hvor han viste politiet et falsk fragtbrev, hvor det i strid med sandheden fremgik, at der var udført en forudgående international transport. Den anden chauffør blev standset ved en kontrol i Køge og fremviste ligeledes et falsk fragtbrev, der skulle foregive at have kørt en forudgående international transport.  

Disponenten blev dømt for at have udfærdiget adskillige falske fragtbreve, hvor det i strid med sandheden fremgik, at der var udført en international transport, med det formål at H. P. Therkelsen GmbHs chauffører skulle forevise fragtbrevene for politiet ved cabotagekontrol tillige med at han har foranlediget at et antal blanco fragtbreve er blevet stemplet i afsenderrubrikken, med henblik på at fragtbrevene, i strid med sandheden, udfyldes med oplysninger om at der er udført en international transport, med det formål at H. P. Therkelsen GmbHs chauffører skal forevise fragtbrevet for politiet ved cabotagekontrol.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078