23948sdkhjf

H.P. Therkelsen vil vælte bestyrelsen i ITD

 Når en ex-formand for ITD’s bestyrelse forsøger at mobilisere en større udskiftning i netop den bestyrelse han selv var formand for fra 2004 til 2012, så kan det virke uforståeligt.

 
Det gør det i hvert fald på næstformand i ITD’s bestyrelse, Niels Juul Nielsen.

 
»Det kommer ikke bag på mig, at han er utilfreds, men jeg forstår ikke, hvorfor han er så utilfreds. Han skal have lov at have sin mening, og mere har jeg ikke at sige til det lige nu.«


Forud for generalforsamlingen i ITD 6. april har H.P. Therkelsen, med Peter og Mogens Therkelsen som underskrivere, netop udsendt et brev til de store medlemsforretninger i ITD. Et brev hvori de på bestemt facon giver udtryk for deres dybe utilfredshed med den nuværende bestyrelse og dens arbejde.


Lastbil Magasinet har fået brevet, hvor der blandt andet står skrevet:


»Der er mere end nogensinde før brug for en stærk og veldreven organisation, der som det primære tager de internationale forretningers interesser.«


H.P. Therkelsen er en vognmandsforretning, der har udenlandske chauffører til at køre størstedelen af virksomhedens biler. Dette gør H.P. Therkelsen til en omdiskuteret forretning i branchen, da Mogens Therkelsen, der i dag har overladt direktørstolen til sønnen Peter Therkelsen og selv er bestyrelsesformand i H.P. Therkelsen, ofte har plæderet for brugen af udenlandsk arbejdskraft.


Men hvad er det, Mogens og Peter Therkelsen savner i ITD’s bestyrelse?


»Vores utilfredshed bunder i, at vi mener bestyrelsen i ITD har glemt, hvad organisationen står for. Nemlig at varetage interesserne for de transportører, der har international kørsel som deres primære forretningsområde. Den del af bestyrelsens arbejde er ved at være godt udvandet, så derfor er det på tide, at de der kører internationale transporter repræsenteres bedre i bestyrelsen,« siger Mogens Therkelsen fra H.P. Therkelsen og bestyrelsesformand i ITD fra 2004 til 2012 og tilføjer:


»Det er vigtigt, at vi har en stærk organisation nu, hvor vi har EU og en varslet vejpakke – at vi har en organisation, der husker den internationale transport og ikke kun fokuserer på den nationale.«


I brevet, der er sendt til ”de store medlemsforretninger” i ITD skriver Peter og Mogens Therkelsen desuden:


»……vi henvender os derfor hermed til de store medlemsforretninger i ITD for at søge den fornødne opbakning til, at der bliver en mere harmonisk sammensætning i ITD’s bestyrelse i relation til størrelsen af medlemsvirksomhederne. Måden der er at få indflydelse på, er at få de rigtige personer ind i bestyrelsen.«

Til det ville Lastbil Magasinet gerne have svar på, hvem der for Mogens Therkelsen er ”de rigtige personer”, og her er svaret:


»Det må være en intern sag. Jeg synes, indholdet i brevet taler for sig selv. Yderligere har jeg ikke at sige.«
 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14