23948sdkhjf

HEJ-koncernen er klar til at eftermontere partikelfiltre

Miljøzoner behøver ikke stoppe Euro 4- og Euro 5-biler, ifølge sjællandsk lastbilforhandler

Eftermontering af partikelfiltre på Euro 4- og Euro 5-lastbiler har været et omdiskuteret emne, siden stramningen af de danske miljøzoner blev vedtaget.

Fra officielt hold fraråder lastbilfabrikkerne generelt at eftermontere partikelfiltre på de lastbiler, som bliver ramt af de nye stramninger. Men HEJ-koncernen med hovedsæde ved H.E. Jørgensen i Dalby på Sjælland erklærer sig klar til at udstyre ældre dieselkøretøjer med partikelfiltre.

»Vi oplever et stigende antal henvendelser fra ejere af ældre last- og varebiler, der er i tvivl om, hvad der er den bedste løsning i forhold de skærpede miljøkrav. Om mindre end to måneder står et stort antal ejere af ældre dieseldrevne last- og varebiler over for valget mellem at skrotte deres køretøjer eller eftermontere et godkendt partikelfilter på dem. Det sker, hvis de efter 1. juli fortsat ønsker at kunne køre i miljøzonerne i de fem største byer i Danmark med deres nuværende køretøjer,« siger Henrik E. Jørgensen, der ejer HEJ Gruppen, som også inkluderer Nyscan, Nyscan Trucks og en halvpart i REA Erhvervsbiler.

Dermed omfatter HEJ Gruppen MAN-, Iveco- og DAF-forhandling samt aut. Scania-service på 10 lokationer på Sjælland samt Lolland-Falster.

»Eftermontering af et godkendt partikelfilter kan især være en god løsning på køretøjer med dyre og komplicerede opbygninger som kraner, slamsugere og andre specialkøretøjer med lav årlig kørestrækning. Vi står klar til at hjælpe de virksomheder, der rammes af de nye regler og kan både levere og montere partikelfiltre på alle typer last-og varebiler uanset mærke og størrelse,« udtaler Henrik E. Jørgensen.

HEJ Gruppen forhandler de tyske HJS-filtre, der kan fjerne over 99 % af dieselpartiklerne fra udstødningen.

»Kunderne kan vælge at aflevere deres køretøj på hvilket som helst af vores 10 last- og varebilsanlæg over det meste af Sjælland og Lolland-Falster, men vi har valgt at koncentrere partikelfilter-aktiviteterne på vores aut. MAN last- og varebilsanlæg i Dalby på Midtsjælland,« forklarer produktchef John Hostrup fra HEJ Gruppen.

De skærpede miljøzonekrav gennemføres i to etaper. Den endelige vedtagelse af lovforslaget mangler endnu at falde på plads, men ifølge lovforslaget ser reglerne ud til at blive således:

- Fra 1. juli 2020 skal lastbiler og busser over 3,5 ton opfylde mindst Euro 5-normen – eller være udstyret med et partikelfilter.

- Fra 1. januar 2022 skal lastbiler og busser over 3,5 ton opfylde mindst Euro 6-normen – eller være udstyret med et partikelfilter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081