23948sdkhjf

Herning-messe fejrede 30 års jubilæum

Der er godt nok ikke transportudstilling i Herning i år, men alligevel kan man jo godt fejre en rund fødselsdag. Derfor fejrede Messecenter Herning forleden 30 års jubilæet for den første transportmesse i Herning sammen med messens samarbejdspartnere.

Da MCH Messecenter Herning første gang slog dørene op til transportmessen i 1988, var det med et ønske om at skabe et mødested for alle med rødder i transport- og logistikbranchen. Det lykkedes, og op mod 500.000 besøgende har igennem alle årene lagt vejen forbi.

I 1988 var Georg Sørensen som projektleder idémanden bag transportmessen. MCH's administrerende direktør kørte dengang Danmark rundt i sin Saab 99 for at møde samarbejdspartnere og potentielle udstillere personligt. Det lykkedes Georg Sørensen at få bred opbakning til messen, og da man 5. maj 1988 slog dørene op til MCH's første transportmesse, var det med 270 udstillere.

»Jeg husker med glæde tilbage på opstarten og den store opbakning. En opbakning, der var afgørende dengang, nu og i fremtiden,« siger Georg Sørensen.

Siden 1988 har messen været afholdt 14 gange, og i 2017 satte udstillingen i Herning rekord for antallet af udstillere, som rundede 325. Lidt over 20.000 gæster besøgte messen i 2017. Dermed er Herning-messen den næststørste transportudstilling i Skandinavien.

Bag messen står en komité bestående af ATL, AutoBranchen Danmark, Danske Busvognmænd, Danske Speditører, De Danske Bilimportører, DI Transport, DTL, Foreningen af Vognimportører i Danmark, ITD og 3F Transportgruppen.

Komitéen skal være med til at sikre, at messen er under konstant udvikling, og dermed forbliver relevant for hele transportbranchen.

Transport 2019 afholdes 21.-23. marts i Messecenter Herning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079