23948sdkhjf

Hjemvendt efter syv år i græsk fængsel: Sådan går det den danske chauffør nu

Det er nu præcis ét år siden, den danske lastbilchauffør Søren Bruhn blev sat på et fly i Athen og fulgt hjem til Danmark af betjente fra dansk politi. Frigivet til Danmark og prøveløsladt de følgende tre år under Kriminalforsorgens vinger.

Søren Bruhn har fundet en lejlighed, han er netop blevet tilbudt fast job hos den vognmand, der har givet ham lige netop den ”second chance”, han havde brug for, da han landede på dansk jord efter knap syv år i græsk fængsel, og så er han glad. Glad for hvor han er nu.

- Der er sket meget på de syv år, jeg har siddet i fængsel. Bare sådan noget som mobilbank, altså hvor du kan overføre penge med det samme til folk, sådan bum, vildt hurtigt. Det synes jeg er vildt. Det havde jeg aldrig set før. Jeg er jo vant til, at hvis du skulle overføre penge til en kammerat eller noget, så skulle du ned i banken og lave en overførsel. Det er sådan nogle små ting, jeg ”falder over” ind i mellem, hvor jeg tænker, ”gud, hvor har jeg egentlig været væk længe”, fortæller Søren Bruhn.

Lige efter sin hjemkomst til Danmark tog han EU-kursus, så han hurtigst muligt kunne komme til at arbejde og få gang i livet igen. 21. februar stod han med sit EU-kvalifikationsbevis i hånden og kunne søge arbejde. Han fik hurtigt arbejde hos en vognmand, som han kørte for indtil for to måneder siden, og var glad for det. Men så bød chancen sig for job hos en vognmand, der kører eksport, som er det Søren Bruhn helst vil køre, og der blev takket ja til den stilling.

- To dage efter jeg fik mit EU-bevis, satte jeg mig bag rattet igen. Det var en fantastisk følelse. Det var den chance, jeg havde brug for. Jeg har kun været ude for, at de et enkelt sted har bedt om en ren straffeattest, og det er fair nok. Jeg synes kun, jeg har mødt åbenhed, fra de mennesker jeg møder i mit arbejde, efter jeg er kommet hjem. Folk stiller spørgsmål, og det må de hjertens gerne. Jeg kan godt forstå, folk er nysgerrige. Det er jo en anderledes situation, jeg har været i, må man sige, lyder det fra Søren Bruhn, der nu altså igen kan skrive ”lastbilchauffør” på visitkortet.

Den vognmand, han kører for nu – og som netop har tilbudt ham fast arbejde – kender Søren Bruhns historie. Han har ikke stillet spørgsmålstegn ved den plettede straffeattest.

- Jeg passer mit arbejde, og jeg gør det godt. Da han (vognmanden red.) ringede og tilbød mig en fast bil og fast arbejde, sagde han, at han var glad for mig, og derfor ville han tilbyde mig noget fast. Så et eller andet gør jeg rigtigt, og jeg tager hans ord som et kæmpe skulderklap, siger Søren Bruhn og understreger, at han ikke lægger skjul på, at han har siddet i fængsel i knap syv år i Grækenland for en dom for smugling af hash. En sag han gennem hele forløbet har erklæret sig ikke-skyldig i.

Det arbejde, Søren Bruhn har nu byder både på kørsel i Spanien, Frankrig, Norge, Italien og Sverige. Og det var ikke uden bankende hjerte og minder om den nat for længe siden, hvor græsk politi anholdt Søren Bruhn på en rasteplads, at han første gang skulle krydse grænsen fra Frankrig til Spanien i sit nye job.

 

- Det var lidt….. sådan uha. Det var ikke sjovt. Da fik jeg det faktisk lidt skidt. Jeg nåede at tænke flere gange ”hvad nu hvis der er et eller andet..”. Der var selvfølgelig intet, men det sidder nok bare stadig i mig… det hele, siger Søren Bruhn.

Han har stadig de venner herhjemme, han havde, da han blev anholdt, fængslet og dømt. De har været guld værd. Både som støtte og som en uundværlig økonomisk håndsrækning med de indsamlinger, der gennem årene blev lavet som en hjælp til at betale advokater og til at hjælpe Søren Bruhn i fængslet med penge til mad og fornødenheder.

- Det vil jeg være evigt taknemmelig for. Convoy Buddy og Danske chauffører på Mellemøsten og Østeuropa har hjulpet mig så meget. De fængselsbetjente jeg lærte at kende nede i Grækenland og George Vlassis (en tidligere chauffør der ejer det hotel, som Søren Bruhn boede gratis på, når han havde udgang fra fængslet red.) tænker jeg tit på. De gjorde min tid i fængslet tålelig. Og dem vil jeg aldrig glemme, siger Søren Bruhn og slutter:

- Jeg er et sted nu, hvor jeg har det godt. Jeg er hjemme, jeg har fået fast arbejde, og jeg er glad.  

 

 

Sagen kort: Søren Bruhn bliver anholdt en nat i april i 2013, efter han har fået læsset gods på traileren ved et lager i Athen. Han overværer ikke selv læsningen og tager i fragtbrevet ”forbehold for antal colli”. Han får 14 paller med krydderier læsset på – alle paller er pakket ind – og Søren Bruhn tjekker ikke indhold, inden han kører afsted mod den parkeringsplads nordvest for Athen, hvor han vil overnatte i sin lastbil. Om natten bliver han vækket af græsk politi, der anholder ham. De har fundet 415 kilo hash på de paller, der står i traileren. Søren Bruhn har under hele sagen nægtet al kendskab til det hash, der blev fundet.

Søren Bruhn blev idømt livstid ved domstolen i Athen. Han ankede dommen, der senere blev omstødt til 20 års fængsel. Søren Bruhn har afsonet 1/3 af sin straf og kunne derfor prøveløslades efter, Grækenland accepterede at overføre ham til Danmark.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093