Højt placerede stoplys på førerhus og hænger: Du skal en tur til syn med den her bil
Da selvkørende vognmand Lasse Holmgaard Pedersen for nylig blev stoppet i en tungvognskontrol, blev resultatet af kontrollen, at han skulle til syn med sin knap et år gamle Scania. Årsag: To stoplys bagpå hængeren placeret mere end 1,50 meter over jorden.
Nøjagtig det samme var vognmand Ulrick Nørtoft ude for, da han i november sidste år blev trukket ind til en vejsidekontrol. To stoplys bagpå hængeren placeret for højt - efter hvad bekendtgørelsen om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr foreskriver.
- I det samme jeg blev taget ind til kontrol, siger betjenten, ”Du skal en tur til syn med den her bil”. Og jeg spørger, hvordan det dog kan være, og så peger han om bagtil og siger, at de to stoplys foroven bagpå hængeren ikke er tilladt, forklarer Ulrick Nørtoft.
Der må gerne være lys placeret højt bagpå førerhus eller hænger, men det skal være stationært lys og altså ikke stoplys. Og det giver ingen mening, mener Lasse Holmgaard Pedersen.
- Det er en ekstra sikkerhed for de bagvedkørende biler, så de altid kan se, hvis jeg bremser. Forestil dig at der ligger fem-10 biler bag dig, og det er mørkt.
Den bil der ligger lige bag dig kan se dit bremselys forneden, men dem bagved kan jo ikke se det, siger Lasse Holmgaard Pedersen og fortsætter:
- Det mest mærkelige var, at ham synsmanden fra Færdselsstyrelsen, der gik min bil igennem ved tungvognskontrollen, gav mig ret, da jeg sagde, jeg ikke kunne se nogen grund til, at de stoplys ikke er tilladt. Så er der da noget i den del af detailforskrifterne, der ikke giver mening.
Både Lasse Holmgaard Pedersen og Ulrick Nørtoft har kørt lastbil i mange år, og de forklarer begge, at de har kørt med højt placeret stoplys i flere år på forskellige biler, uden det er blevet påtalt i tungvognskontrol.
Hos en erfaren herre i branchen er der også undren over, hvorfor det ikke er lovligt at køre med de røde stoplys placeret højere end 1,50 meter over jorden.
Jørgen Rørby Johansen, der stiftede Rørby Johansen i 1971 og i dag er direktør i transportfirmaet, holder stærkt på, at netop de røde stoplys placeret foroven på lastbilers førerhuse øger trafiksikkerheden, og det derfor ikke giver mening, at disse ikke er tilladt.
- Vi har nu igennem mange år på flere måder forsøgt at passe på vores medtrafikanter og medarbejdere på vejene, bl.a. ved at montere ekstra baglygter på bagsiden af vores lastbilers førerhuse i en højde af 3,5 til 4 meter over vejbanen, så de på lang afstand er synlige for bagfrakommende trafikanter. I mange tilfælde holder vi på mørke landeveje og læsser eller aflæsser asfaltmaskiner eller andre entreprenørmaskiner, hvor det næsten kan være umuligt at se sættevognens baglys, før man er meget tæt på køretøjet, hvilket kan afstedkomme farlige situationer eller i værste tilfælde kan føre til ulykker, skrev Jørgen Rørby Johansen i november sidste år på lastbilmagasinet.dk. Han tilføjer:
- Disse baglygter er nu ikke længere lovlige ifølge Færdselsstyrelsen. Vi er mange, der håber på, at Færdselsstyrelsen meget hurtigt erkender problemet og ændrer holdning, når de har fået gennemtænkt sagen. Det er i alles interesse, at trafiksikkerheden er så høj som mulig på de danske veje, og det bidrager de omtalte baglygter til.
Lastbil Magasinet har stillet en række spørgsmål omkring problematikken til Færdselsstyrelsen.