H. P. Therkelsen melder sig ud af ITD
I begyndelsen af oktober måned skulle H. P. Therkelsen til møde hos ITD, efter tre ansatte – to tyske chauffører og en tysk disponent - i transportvirksomheden blev anholdt og straksdømt for at have udfærdiget og fremvist forfalskede fragtbreve i forbindelse med ulovlig cabotagekørsel.
Desuden blev HPT bedt om at aflevere en redegørelse til ITD’s bestyrelse omkring sagens forløb.
Men i går valgte HPT at melde sig ud af ITD.
»Vi har meldt os ud. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi gennem længere tid har været dybt utilfredse med den politiske linje hos bestyrelsen og ledelsen i ITD. ITD er ikke længere den rigtige organisation for os, så vi har skrevet en tak for samarbejdet, og at vi ikke længere ønsker at være medlem der,« siger Peter Therkelsen til Lastbil Magasinet.
Han forklarer, at HPT har afleveret den fulde redegørelse, som ITD bad om.
»Det er et ægteskab, der nu slutter, for vi er vokset fra hinanden. Det er ikke en beslutning, vi har truffet overnight, for det er mange år, vi har været medlem. Min farfar var med til at starte foreningen op, så der er følelser blandet ind i det også,« fortæller Peter Therkelsen.
HPT’s biler er hovedsaligt polsk og tysk indregistrerede lastbiler med udenlandske chauffører bag rattet.
De to tyske chauffører blev dømt for at have fremvist forfalskede fragtbreve i forbindelse med ulovlig cabotagekørsel. Den ene chauffør blev standset og anholdt på Europavej i Taulov, hvor han viste politiet et falsk fragtbrev, hvor det i strid med sandheden fremgik, at der var udført en forudgående international transport. Den anden chauffør blev standset ved en kontrol i Køge og fremviste ligeledes et falsk fragtbrev, der skulle foregive at have kørt en forudgående international transport.
Disponenten blev dømt for at have udfærdiget adskillige falske fragtbreve, hvor det i strid med sandheden fremgik, at der var udført en international transport, med det formål at H. P. Therkelsen GmbHs chauffører skulle forevise fragtbrevene for politiet ved cabotagekontrol tillige med at han har foranlediget at et antal blanco fragtbreve er blevet stemplet i afsenderrubrikken, med henblik på at fragtbrevene, i strid med sandheden, udfyldes med oplysninger om at der er udført en international transport, med det formål at H. P. Therkelsen GmbHs chauffører skal forevise fragtbrevet for politiet ved cabotagekontrol.
Direkte adspurgt om HPT-udmeldelsen har noget at gøre med ITD’s krav om en redegørelse om sagen omkring ulovlig cabotagekørsel, svarer Peter Therkelsen:
»Vi skal have en organisation, der kan bakke op om vores forretningsmodel, og på de seneste to generalforsamlinger, har vi (HPT) givet udtryk for vores utilfredshed, og det er ikke blevet anderledes. Det har nu den konsekvens, at vi melder os ud.«
Opdateret kl. 11.20.
Til Lastbil Magasinet svarer bestyrelseformand for ITD, Christian S. Madsen, at der ikke er så meget at sige til sagen og tilføjer:
»Vi har modtaget et brev fra HPT, i hvilken de meddeler, at de ønsker at ophøre medlemskabet af ITD, og det har vi taget til efterretning.«