23948sdkhjf

ITD: PostNord Logistics er ikke en forfulgt uskyldighed

ITD’s adm. direktør, Carina Christensen, har sendt følgende kommentar som reaktion på PostNord Logistics indlæg i dag på Lastbilmagasinet.dk.:


Administrerende direktør i PostNord Logistics, Jakob Manori, skriver i et indlæg på Lastbilmagasinet.dk, at PostNord Logistics er en lille – nærmest ubetydelig – spiller på det danske marked, og at de konkurrerer på lige vilkår med alle andre i branchen. Lad mig sige det lige ud: Den opfattelse deler vi på ingen måde i ITD. Derfor kører vi, som det er de fleste bekendt, et antal sager ved EU-Kommissionen rettet mod blandt andet PostNord Logistics på vegne af vores medlemmer i den danske vejgodstransport.

Faktum er, at PostNord Logistics over de senere år har tabt over 200 millioner kroner. Penge, som af gode grunde kun kan komme et sted fra, nemlig statskassen. PostNord Logistics opgørelse af selskabets markedsandel kan man med rette stille spørgsmålstegn ved, men størrelsen af markedsandelen er ikke så relevant i denne sammenhæng. Det, der er relevant, er, at hvis PostNord Logistics havde konkurreret på markedsvilkår, så havde man været nødt til at hæve priserne, da ingen privatejet virksomhed kan køre rundt med underskud i så mange år, som PostNord Logistics har fået lov til.

Og det er lige præcis PostNord Logistics prisfastsættelse, der er problemstillingen. Virksomheden sælger til priser, der er langt lavere end produktionsomkostningerne. Det vidner de mangeårige underskud også om. Så når forskellige aktører i branchen taler om unfair konkurrence, handler det i bund og grund om, at de ikke kan sælge deres ydelser til en pris, der modsvarer omkostningerne, fordi PostNord Logistics er med til at holde priserne i branchen kunstigt nede.

Til slut skal bemærkes, at Jakob Manori nævner en undersøgelse fra Deloitte, som han mener frikender PostNord Logistics. Vi er i ITD ikke enige i de konklusioner – og landets statsrevisorer har også netop igangsat en undersøgelse af blandt andet PostNord Logistics, så der er tilsyneladende delte meninger om, hvorvidt Deloitte-undersøgelsen har afdækket alle forhold.


Carina Christensen, administrerende direktør i ITD

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063