23948sdkhjf

ITD: Stærkt utilfredse med nedgradering

Vejdirektoratet laver lige nu en nedgradering af halvdelen af rastepladserne langs de statslige veje, og de mener selv, at nedgraderingen ikke kan mærkes. For vognmænd og chauffører er rastepladserne dog fuldstændig nødvendige hvilepladser under en travl arbejdsdag, og ITD kritiserer, at nedgraderingen sker, uden at der er lavet en fremtidssikret og gennemarbejdet plan for, hvordan man vil imødekomme det fremtidige kapacitetsbehov for rastepladser.

Det skriver ITD på deres hjemmeside.

Vejdirektoratet er i disse dage i gang med at nedgradere halvdelen af rastepladserne langs de statslige veje, hvor de blandt andet fjerner bænke, skraldespande og toiletter. Ifølge Vejdirektoratet sker det, fordi pladserne ikke bliver særligt meget brugt, og fordi der bruges for meget krudt på at drifte dem med græsklipning, rengøring af toiletter og tømning af skraldespande. Vejdirektoratet mener ikke, at det vil kunne mærkes.

Efter nedgraderingen af de 134 rastepladser vil der være 135 tilbage med faciliteter. De steder vil de næste par år blive renoveret for de midler, der bliver sparet ved at have færre steder at holde. Nedgraderingen betyder, at vognmænd og chauffører nu har yderligere forringede muligheder for hvil og ringere faciliteter i form af færre toiletter, borde og skraldespande.

ITD er stærkt utilfreds med nedgraderingen.

»For transportvirksomhederne er rastepladserne fuldstændig nødvendige hvilepladser under en travl arbejdsdag - blandt andet fordi køre- og hviletidslovgivningen tilsiger, at der skal holdes faste hvil for chaufførerne af hensyn til sikkerheden på vejen. Igennem lang tid har mange transportører oplevet mangel på velfungerende rastepladser med relevante servicetilbud landet over både langs og uden for motorvejsnettet. Derfor er det også den forkerte vej at gå, når man nu nedgraderer halvdelen af de statslige rastepladser«, siger Lasse Kristoffersen, politisk konsulent i ITD.

Den store vækst i antallet af lastbiltransporter kræver, at der sikres tilstrækkelig rastepladskapacitet både langs motorvejsnettet og uden for motorvejsnettet, og i ITD efterlyser man, at politikerne nu en gang for alle laver en fremtidssikret plan for at sikre det fremtidige kapacitetsbehov i forhold til nødvendige udvidelser og forbedringer af rastepladserne. I 2009 blev der udarbejdet en strækningsanalyse for rastepladser langs motorvejsnettet. ITD ser gerne, at man igen laver sådan en kapacitetsanalyse, og at man samtidig udarbejder en tilsvarende analyse for de flere hundrede rastepladser, som staten har ansvaret for uden for motorvejsnettet.

»Det virker alt for lemfældigt, at Vejdirektoratet ikke selv mener, at man vil kunne mærke nedgraderingen. Der er brug for fremtidssikrede kapacitetsplaner og gennemarbejdede strækningsanalyser af kapacitetsbehovet for rastepladser langs motorvejene og uden for motorvejsnettet. Væksten i lastbiltrafikken er markant i disse år. Derfor må og skal det også sikres, at erhvervet har den nødvendige plads og de nødvendige faciliteter til rådighed, der gør, at man kan afholde sine hvil, når det er krævet. Det gælder både langs motorvejsnettet og uden for motorvejsnettet. Vi har hårdt brug for, at politikerne udviser rettidig omhu og sætter ind i tide,« siger Lasse Kristoffersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063