23948sdkhjf

ITD til møde om PostNord-klage

27. november 2017 indsendte ITD en officiel klage til EU-Kommissionen angående ulovlig støtte til Post Nord Danmark. EU-Kommissionen er nu i gang med at undersøge klagen, og i den anledning mødes ITD sammen med sit advokatfirma Gibson, Dunn & Crutcher LLP med EU-Kommissionen i Bruxelles fredag den 19. januar 2018, oplyser brancheorganisationen i en nyhedsmail. Her vil de uddybe klagens hovedpunkter og de forhold, som ITD finder ulovlige og konkurrenceforvridende.

»Vi får på mødet mulighed for at uddybe vores forskellige klagepunkter og underbygge vores stærke bekymring over den unfair konkurrence som vores medlemmer i det danske transporterhverv oplever fra et statsstøttet PostNord, hvor private transport- og logistikvirksomheder bliver udkonkurreret af en offentligt støttet aktør. En situation, som kun vil blive forstærket, hvis den danske og svenske stat får ok fra EU-Kommissionen til at gå videre med den nye planlagte statsstøtte,« siger administrerende direktør i ITD, Carina Christensen.

ITD har rejst i alt 6 klagepunkter vedrørende ulovlig statsstøtte til PostNord:

- Overkompensation til støtte til afskedigelse af tjenestemænd

- Overkompensation (i form af kapitaltilskud) til den befordringspligtige del og til at dække PostNords løbende underskud

Tidligere statsstøtte til Post Danmark i form af:

- En statsgaranti til omkostninger for afskedigelse af tjenestemænd

- Et kapitaltilskud fra PostNord til Post Danmark i februar 2017

- Tidligere momsfritagelse af Post Danmark

- Krydssubsidiering i Post Danmark

Post Nord Danmark er efter ITD’s opfattelse en virksomhed, som har klaret sig i lang tid alene på grund af forskellige statsmidler som for eksempel statsgarantier og momsfritagelser. ITD mener, at den planlagte støtte går ud over, hvad der er nødvendigt både med hensyn til afskedigelse af tjenestemænd og befordringspligten, og støtter derfor den løbende drift i Post Nord Danmark. Den type støtte forvrider konkurrencen og er forbudt.

»Vi vil følge vores klage helt til dørs. Vi har god grund til at klage, og vi har brug for flest mulige konkrete input og eksempler i vores sag mod PostNord. Alle medlemmer, som måtte have yderligere input til sagen, er meget velkomne til at henvende sig til os,« siger Carina Christensen.

På mødet med EU-Kommissionen deltager også ITD’s medlemsvirksomhed, Danske Fragtmænd, repræsenteret ved CEO Jørn Skov.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.067