23948sdkhjf

ITD: Vi er bekymrede for nye nulemissionszoner

Regeringen, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre er tirsdag blevet enige om at sikre renere luft i byerne med en ny miljøpakke ved blandt andet at introducere nye nulemissionszoner.

I ITD er man bekymret for udsigten til en hurtig indfasning af nulemissionszoner for den tunge vejgodstransport, der modsat personbilerne ikke har samme mulighed for at omstille sig.

- Vi anerkender fuldt ud, at det er nødvendigt at sikre luftkvaliteten i danske byer. Derfor er det også helt fint, at eksempelvis personbilerne med aftalen underlægges de samme krav, som der i dag stilles til lastbilerne. Når det er sagt, så er vi umiddelbart skeptiske over at indføre nulemissionskrav for transportbranchen, hvor teknologien enten ikke er til stede eller er forbundet med en betydelig merpris, siger politisk chefkonsulent i ITD, Lasse Kristoffersen, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Derfor er vi også dybt forundrede over, at personbilerne står til at modtage tilskud til påsætning af partikelfiltre for at sikre, at de kan leve op til kommende miljøkrav, imens vognmændene igen, igen blot pålægges flere krav. Der tegner sig efterhånden et kedeligt billede af, at der er uanede midler til at omstille persontransporten, mens politikerne glemmer den tunge transport.

Aftalen omkring nulemissionszonerne forventes at blive fremsat i efteråret 2022, så den endelige model kan stadig nå at gå i mange retninger, lyder vurderingen fra ITD.

- Vi ved fortsat ikke, hvad det konkret får af betydning for vognmændene. Aftaleparterne er blandt andet blevet enige om at sikre klare undtagelses- og dispensationsmuligheder med et legitimt formål i zonerne, men hvordan skal det tolkes? Det er et af de vigtige spørgsmål, som der skal tages stilling til i den videre proces, siger Lasse Kristoffersen, der understreger, at vognmændene altid har et anerkendelsesværdigt og legitimt formål i byerne.

ITD har så sent som i juni måned fået miljøministerens ord for, at nødvendig erhvervskørsel fortsat skal være mulig i nulemissionszoner, og at branchen vil blive inddraget i udformningen af reglerne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125