23948sdkhjf

Fabrik udpeget til produktion af Nikola Tre

Fra 2021 kommer der nyt liv i et af Iveco-familiens velkendte produktionssteder

Den elektriske lastbil Nikola Tre skal produceres på Ivecos fabrik i den sydtyske by Ulm. Det oplyser Iveco og amerikanske Nikola Motor Company.

Nikola Tre vil komme i en elektrisk version med batterier fra 2021 og fra 2023 med brint som brændstof. Nikola Tre produceres af et europæisk joint venture-samarbejde mellem Iveco og Nikola.

Nikola Tre blev officielt lanceret i december 2019. Der er i første omgang tale om en elektrisk trækker som 4x2 og 6x2 til regional transport. Nikola Tre bygger på strukturen fra Iveco S-Way-serien kombineret med teknologi fra Nikola Motor Company.

Ivecos fabrik i Ulm var frem til 2012 produktionssted for Stralis-serien, som i dag fremstilles i Madrid. Lastbilproduktionen i Ulm er i dag begrænset til brandbiler og andre specialkøretøjer, men får altså fra næste år til opgave at producere Nikola Tre, når batteri-lastbilen efter planen går i serieproduktion.

På længere sigt er det dog det erklærede mål for Nikola og Iveco at slå igennem med brint-lastbilen. Og for nylig afsatte den tyske regering to mia. euro (15 mia. kr.) til forskning i brint-teknologi og udbygning af det nødvendige netværk for tankning af hydrogen (brint).

Nikola og Ivecos joint-venture har i første omgang afsat 40 mio. euro (300 mio. kr.) til at opgradere fabrikken i Ulm til at blive klar til at producere Nikola Tre-serien. Selskabet forventer at påbegynde produktion i første kvartal af 2021.

De første Nikola Tre-modeller, som går i produktion, vil være batteri-elektriske 4x2 og 6x2 trækkere med en batteri-kapacitet på op til 720 kWh og en elektrisk drivline med op til 480 kW (svarende til 644 hk).

Ulm-fabrikken vil få leveret moduler fra Ivecos spanske faciliteter i Valladolid og Madrid for at sikre, at produktionstallet hurtigt kan komme op i omdrejninger. Sideløbende med produktionsstart af batteri-trækkeren i 2021 vil brint-udgaven af Nikola påbegynde testkørsler i 2021 med forventet introduktion på markedet i 2023.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203