23948sdkhjf

Iveco lancerer T-Way til den hårdeste kørsel

Iveco præsenterede onsdag afløseren for Trakker-serien – nemlig den nye T-Way, som er konstrueret til de hårdeste opgaver under ekstreme forhold.

Den nye Iveco T-Way introduceres med den automatiserede Hi-Tronix-gearkasse (fra ZF) med funktioner, der er specielt udviklet til terrænkørsel.

Iveco T-Way viderefører sine forgængeres styrke ved brug af stål med høj modstandsstyrke med en 10 mm tyk chassisramme med et modstandsmoment i chassisrammen på 177 kgm. Forakslen har et maksimalt akseltryk på op til 9 ton, og for at maksimere styrke og ydeevne er der som standard navreduktion på bagakslen. Det nye kraftige baghjulsophæng til tandemaksler optimerer køretøjsvægten og forbedrer de terrængående egenskaber med større frihøjde og en bedre frakørselsvinkel.

Iveco T-WAY leverer trækkraft og kraftudtag med den velkendte Cursor 13-motor (13 liter), der udvikler op til 510 hk – hvilket overstiger den foregående Trakkers ydelse med 10 hk. I lettere konfigurationer fås T-Way også med Cursor 9-motor.

Motorerne er kombineret med 12- og 16-trins automatiserede Hi-Tronix-gearkasse fra ZF, som nu også indeholder nye funktioner, der er specielt beregnet til terrænkørsel. Den er udstyret med Hill Holder-funktion til at hjælpe med igangsætning på stejle skråninger, rokkefunktion for at hjælpe med at komme fri på glat underlag og krybefunktion for ultralav hastighed i tomgang.

For opgaver, der indebærer kørsel på vej, forbedrer Iveco Hi-Cruise-systemet gearkassens effektivitet med forudseende gearskift, forudseende fartpilot samt en eco-roll funktion, der udnytter køretøjets inerti, når man kører ned ad bakke.

Iveco T-Way tilbyder Hi-Traction hydrostatisk forhjulstræk til 6x4 chassiser og sættevognstrækkere. Hi-Traction fungerer med hastigheder op til 25 km/t og kan aktiveres automatisk for at give ekstra hydraulisk trækkraft på forhjulet ved behov. Det giver betydelige fordele med hensyn til brændstofforbrug, indstigningshøjde og nyttelast sammenlignet med køretøjer med konventionelt forhjulstræk.

En yderligere gevinst for nyttelasten er den lave egenvægt, der er reduceret med 325 kg sammenlignet med den foregående Trakker takket være det nye tandemophæng på bagakslerne, som nu er én komponent støbt i ét stykke. Disse egenskaber giver betydelige fordele ved anvendelser, der også kræver kørsel på vej, såsom f.eks. transport af byggematerialer.

Iveco T-Way har et bredt udvalg af drivliner og konfigurationer på både chassis- og trækker-versionerne: Tandemtræk på 6x4 chassiser og trækkere og 8x4 chassismodeller; samt træk på alle hjul på 4x4 og 6x6 chassiser og trækkere samt på 8x8 chassisversioner. Udbuddet med træk på alle hjul er blevet udvidet med nye varianter med 4.000, 4.200 og 4.500 millimeters akselafstand.

Den nye PTO-serie inkluderer nu også et nyt højtydende kraftudtag af sandwich-typen, der leverer et drejningsmoment på op til 2.300 Nm.

Førerhuset på Iveco T-Way bygger på det samme design som de andre modeller i Iveco Way-programmet. Førerhuset fås i to versioner - AD kort førerhus og AT langt førerhus med standard eller højt tag.

Det nye bremsesystem med skivebremser på forakslen (på PWD-modeller), og på visse modeller skivebremser på bagakslen, med EBS forbedrer chaufførens sikkerhed.. Derudover har alle modeller avancerede førerassistentsystemer, der omfatter elektronisk stabilitetskontrol og advarsel ved vognbaneskift (LDW).

Iveco T-Way er den hårdføre storebror til Iveco X-Way-serien, som blev lanceret for fire år siden. Det brede Iveco X-Way-program er målrettet kørselsopgaver, hvor lastbilen kører 90% af tiden på almindelig vej, men samtidig skal være i stand til at tackle den sidste strækning i terræn for at nå frem til arbejdsstedet.

Med både T-Way og X-Way har Iveco altså færdiggjort den komplette opdatering af både det lette og tunge anlægsprogram, som bygger på den nye komfort og teknologi fra Way-programmet, som desuden også omfatter flagskibet S-Way til fjerntransport.

Iveco Way-programmet ser nu sådan ud:

Iveco S-Way: Den effektive landevejslastbil.

Iveco S-Way Natural Power (NP): Landevejslastbilen med gasmotor og enten LNG- eller CNG-tanke.

Iveco X-Way: ”Crossover”-modellen til landevejskørsel og lettere anlægskørsel.

Iveco T-Way: Den hårdeste negl i Iveco-programmet til hård anlægskørsel.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.281