23948sdkhjf

- Jeg brugte for mange penge på gejl og lir

Det har været et yderst begivenhedsrigt år for Jesper Borg Nordsig. Vognmanden, der for fire år siden blev landskendt i DR-serien ”De unge truckere”, er således flyttet fra Esbjerg og sammen med kæresten i Østjylland, er blevet far og har senest skilt sig af med tre af sine i alt fem lastbiler i sin forretning JBN Transport – og ja, så er der jo også lige en coronakrise at skulle agere i som selvstændig erhvervsdrivende.

»Jamen jeg skilte mig af med tre biler i slutningen af januar. Det var alt for skiftende, hvad jeg havde af opgaver til dem. Det er selvfølgelig pisse træls at mande ned, når man gerne vil være større. Det har jo altid været drengedrømmen. Men bilerne var alt for dyre. Jeg brugte for mange penge på gejl og lir, så de blev for dyre om måneden. Jeg havde ellers sagt i tv-programmet, at jeg ikke skulle bruge penge på sådan noget. Nu lærer jeg så af den fejl,« siger Jesper Borg Nordsig, som håber med tiden at kunne udvide forretningen igen.

Fra Esbjerg til Gylling

Den 26-årige vognmand er som sagt flyttet til Østjylland, nærmere bestemt til Gylling syd for Odder. Her bor han sammen med kæresten, Jannie, der uddanner sig til speditør, og deres søn på ti måneder.

»Og han er dybt fascineret af lastbiler,« siger Jesper Borg Nordsig.

Ifølge vognmanden er det ikke den store omvæltning at have skiftet landsdel, og han ligger stadig ude hele tiden.

JBN Transport kører blandt med fødevarer til Dansk Supermarkeds butikker og til Reitans lager i Horsens, og der har været særligt tryk på, siden coronakrisen brød ud og statsminister Mette Frederiksen meddelte, at ”Danmark lukker ned”. Således gjorde vognmanden i den første weekend efter nedlukningen brug af dispensationen for weekendhvilet, da der skulle køres særligt mange varer ud i butikkerne.

»Jeg kørte kolonial lige efter nedlukningen, og folk står altså og jubler og klapper, når vi kommer ud til supermarkederne. Jeg har aldrig haft så meget at lave som efter coronaen,« siger Jesper Borg Nordsig.

- Bliver stadig genkendt

Selv om det nu er fire år siden, det sidste afsnit af ”De unge truckere” rullede over skærmen, bliver Jesper Borg Nordsig stadig genkendt i offentligheden.

»Ja, for satan. Og jeg synes, det er fedt - indtil jeg bliver latterliggjort på grund af det, jeg sagde i programmet om, at det var en drøm at blive større end DSV. Jeg sagde netop, at det var en drøm. Men alle skulderklappene, de er gode,« siger Jesper Borg Nordsig.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064