»Jeg regner da selvfølgelig med at få denne instruks tilsendt. Vi har en justitsminister, der står midt i Folketinget og siger, at det vil jeg få. Så det regner jeg da bestemt med.«
Ordene kommer fra DF’s Claus Kvist Hansen, som har bedt justitsminister Søren Pape Poulsen (K) om at se en skriftlig instruks for, hvordan politiet skal kontrollere om det regulære ugehvil bliver afholdt i lastbilens førerhus eller ej. Ønsket om at få anvisningerne om kontroludøvelsen at se, kommer oven på en kraftig kritik fra DF’eren af politiets kontrol af 45 timers-hvilet herhjemme, og efter at betjente over for Lastbil Magasinet har sagt, at det er vanskeligt at kontrollere ugehvilet.