21. december 2020 - 09:27

App linkNu på Google Play

Jule- og nytårshilsen fra DTL's formand

Jule- og nytårshilsen fra DTL's formand

21. december 2020 - 09:27

Skal man meget kort sammenfatte det forgangne år, kan det siges således: 2020 har været et rædselsfuldt år uden fortilfælde!

 

Men ikke desto mindre er det også lykkedes i 2020 at få to vigtige mærkesager igennem: Dels genindførelsen af godskørselslovens bestemmelser om aflønning, der fra nytår kommer til også at gælde for udenlandske chauffører, der kører indenrigskørsel i Danmark. Dels vedtagelsen af EU’s vejpakke, hvis regler allerede er i gang ved at blive implementeret.

 

Vi husker alle billederne fra Kurt Beiers slumlejr i Padborg i efteråret 2018. Den skamfulde og dybt uetiske forretningsførelse, som blev udstillet for rullende kamera, samlede Folketinget om et krav til den daværende regering: Det skal stoppes. Og arbejdsmarkedets parter, herunder DTL’s arbejdsgiverforening, blev bedt om at komme med en løsning.

Det endelige resultat blev vedtaget af Folketinget i juni måned: Fremover skal udenlandske chauffører, der kører de facto-indenrigskørsel i Danmark, aflønnes på dansk lønniveau. Og altså ikke på vilkår, som kan underbyde danske vognmænd og chauffører.

 

I kombination med EU's vejpakke, som blev vedtaget i juli efter fire år undervejs, i tæt og uvurderligt samarbejde med vores nordiske søsterorganisationer i Nordic Logistics Association (NLA) samt kollegaerne i hhv. Frankrig og Tyskland, har vi været med til at levere de hidtil hårdeste slag mod social dumping og unfair konkurrence.

 

Samlet set vil den hjemlige lovgivning og vejpakken alt andet lige reducere mængden af udenlandske biler og udenlandske chauffører på de danske veje.

Vognmændene og transporterhvervet har lige som mange andre mærket konsekvenserne af corona-virussen/covid-19 - hårdt og kontant. Men når tingene har set sortest ud, har det netop været vognmændene, der har medvirket til, at samfundet fortsat har kunnet fungere og hænge sammen. Trods egen modgang og mistet kørsel har vognmændene og deres ansatte holdt fast og knoklet for, at danskerne i en svær tid både har haft tilstrækkelige forsyninger og tjenesteydelser til rådighed, når chaufførerne trodsede smittefaren og holdt kursen på landevejen. Det skylder vi dem alle stor tak for.

 

En del vognmænd oplevede undertiden faktisk øget aktivitet – med få tilpasninger. Men efteråret har været en langt mere alvorlig affære for branchen. Regeringens og Folketingets beslutning om at lukke ned for syv nordjyske kommuner i november blev det første store corona-anslag mod vognmandserhvervet.

Den reducerede bevægelsesfrihed mellem kommunerne og de hårdhændede og målrettede tiltag overfor de danske minkfarme ramte tilsammen store dele af vognmandserhvervet hårdt. Og ikke kun i de direkte omfattede dele af Nordjylland. Indgrebet var kortvarigt, men mange DTL-medlemmer led kraftigt under den manglende mobilitet. Dertil kommer, at de vognmandsvirksomheder, der har været bundet tæt op på mink-industrien, har lidt – og fortsat lider – store tab.

 

Det er mit håb, at de af DTL's medlemmer, der har lidt større tab som følge af regeringsindgrebet, vil blive kompenseret i passende omfang. Jeg kan love, at DTL vil gøre sit hertil. Samtidig vil jeg også gerne på denne plads udtrykke min dybeste medfølelse med alle DTL-medlemmer, der har lidt tab som følge af coronavirussens hærgen.


Med udgangen af dette år lyder der stadig stærkere toner fra Christiansborg om at genoptage de længe ventede politiske forhandlinger om vores trafikale infrastruktur. Planerne blev i starten af året endnu en gang udskudt på ubestemt tid, da det hed det sig, at en ny stor investeringsplan for trafik frem til 2030 tidligst kan komme på plads, når forhandlingerne om klimahandlingsplaner er slut.

 

I DTL mener vi, at klimahandling ikke må forhindre handling til gavn for mobilitet. Og den grønne og klimavenlige vinkel kan sagtens anlægges ud fra almindelige samfundsøkonomiske principper uden at skulle afvente konkrete handlingsplaner. Da transporten allerede i vid udstrækning betaler CO2-afgifter, og i takt med, at der kommer gang omstillingen til grøn strøm og flere el-biler på vejene, vil vejprojekternes samfundsmæssige betydning i øvrigt forbedres.

Det forgangne år bød også på den tilbagevendende historie om eksistensberettigelsen af PostNord. Mange DTL-medlemmer har et meget lidt ligeværdigt konkurrencemæssigt forhold til PostNord, mens andre igen kan være afhængige af koncernen som underleverandører. Det ved jeg godt.

Vi kan ikke se gennem fingre med, at PostNord reelt gør indhug på pakkedistributionen, som de frie vognmænd skal leve af – for ikke at tale om stykgodsdelen, hvor der er rigeligt med private udbydere. Og det bør slet ikke foregå med udenlandske chauffører på hvide plader - i Danmark, på danske veje, for danske skattekroner. Det bliver en sag, som DTL følger til dørs i det nye år sammen med den øvrige branche.

DTL’s særtransportører har været særligt udfordret i år. Først blev alle specialkøretøjer under Euro 6-standard pludselig udelukket fra miljøzonerne allerede fra næste år. Og siden blev det nærmest umuligt at opdrive en særtransporttilladelse, på Sjælland, Fyn og Øerne, fordi politiet havde skiftet praksis og dermed bremsede al aktivitet inden for byggeri, anlæg og sværgodstransporter i øvrigt. DTL har været dybt inde i sagerne, både for at få en klippekortsordning i byerne og for at få transporterne til at rulle igen på landevejene. Det arbejde fortsætter ufortrødent, og jeg sender varme tanker til de særtransportører, der har haft et unødvendigt udfordrende år.

 

Det samme gælder de dyretransportører, der hele året har bøvlet med spørgsmålet om transportegnethed og de urimelige bøder. Vi har forhåbninger til en bedre dialog med den nye fødevareminister, og jeg garanterer, at DTL fortsætter arbejdet også i det nye år.

Hermed ønsker jeg alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

Martin Danielsen, formand DTL

Læst i alt:

462 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til forsiden

Giv os din kommentar på ovenstående artikel:

Denne artikel er låst. Ønsker du adgang til låste artikler klik her for at købe et abonnement

 

 

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Adelgade 85A, 1. sal
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 19999181

Afstemning

{%binding poll.title%}

{%Binding option.title%} - {%if option.number_of_votes%}{%binding (option.number_of_votes * 100.0 / totalVotes).ToInt%}%{%else%}0%{%endif%}

{%binding totalVotes%} stemmer i alt

Tidligere afstemninger