23948sdkhjf

Oppositionen vil stramme miljøzonerne

Med et nyt beslutningsforslag i Folketinget vil Socialdemokraterne, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet lave en kraftig stramning af reglerne om miljøzoner i de større byer. DI Transport advarer mod, at det kan blive meget dyrt.

I dag er der indført miljøzoner i København/Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg. Her stilles der krav om, at lastbiler og busser minimum lever op til Euro 4-normen eller har et tilsvarende partikelfilter.

Forslaget fra oppositionen lægger op til, at der fremover skal stilles krav om, at lastbilerne lever op til Euro 6-normen eller have tilsvarende eftermonteret udstyr.

Et lignende forslag om strammere krav til både erhvervskøretøjer og privatbiler i form af rent-luftzoner blev droppet af den daværende S-R-regering i 2014.

»I 2014 var vurderingen, at det kostede mellem 35.000-70.000 kr. pr. lastbil at eftermontere begrænsende udstyr som f.eks. en katalysator, og på en række lastbiler kunne det teknisk set slet ikke lade sig gøre. Vi vil derfor gerne advare om, at det er en meget stor regning, man udskriver til transportbranchen,« siger seniorchefkonsulent Rune Noack fra DI Transport.

»Selv hvis man kun har 10 lastbiler, der skal have eftermonteret udstyr, så bliver det en meget stor regning, som en række virksomheder ikke har pengene til,« siger Rune Noack.

DI Transport peger også på, at der er mange andre kilder til partikelforurening end kun lastbil, busser og varebiler, bl.a. private brændeovne og kilder udefra, og udledningen fra lastbiler og varebiler alligevel vil blive bedre i takt med at køretøjerne udskiftes.

»Vi har forståelse for de sundhedsmæssige hensyn bag forslaget, men mener ikke umiddelbart, der er behov for at ændre på de nuværende miljøzoner. Hvis man vil gøre mere ved udledningen fra lastbiler og varebiler, kunne man forbedre trafikafviklingen i byerne og f.eks. åbne op for mere levering uden for myldretiden,« siger Rune Noack.

Euro 6-normen blev obligatorisk for lastbiler og busser indregistreret før pr. 1. januar 2014.

De nuværende miljøzoner blev indført i 2010 og har Euro 4-normen som udgangspunkt. Euro 4 blev lovpligtigt på alle nye lastbiler og busser fra 2006.

Partierne bag beslutningsforslaget foreslår samtidig, at miljøzonerne også skal omfatte dieselvarebiler med en tilladt totalvægt over 1.760 kg, der ligeledes skal leve op til Euro 6-normen.

Derudover vil man åbne op for, at alle byer med mere end 25.000 indbyggere kan indføre en miljøzone. I dag er loven om miljøzoner sådan, at andre byer end de nuværende fire byer med miljøzoner kan indføre miljøzoner, hvis de kan dokumentere, at grænseværdierne for partikler overskrides.

Læs mere om: jura
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079