K-ordfører: Kom så med det svar om årets studenterkørsler
Det er ikke kun udbyderne af studenterkørsel og de unge, der tripper utålmodigt for at få svar på, om der må køres studenterkørsel i år. Også Konservatives transportordfører, Niels Flemming Hansen, er utålmodig for at få et svar på, om den festlige fejring kan løbe af stablen denne sommer.
”Hvis forsamlingsforbuddet hæves til et større antal mennesker, alt afholdes udendørs, og hvis der i øvrigt tages de nødvendige forholdsregler, så skal vores studenter fra alle ungdomsuddannelser have lov til at fejre deres afslutning med en køretur. Det står højt på vores ønskeliste”, skriver Niels Flemming Hansen i et opslag på Facebook.
Over for Lastbil Magasinet uddyber han:
»Vi er klart af den holdning, at man skal åbne alt og så se på, hvad der skal lukkes ned, i stedet for den anden tilgang. Se at få åbnet,« siger Niels Flemming Hansen.
»Og så mener vi i øvrigt, at man skal åbne op for grænsen til lande med et sammenligneligt smittetryk« tilføjer han.
Niels Flemming Hansen understreger, at for mange unge er studenterkørsel det absolutte klimaks. Det er meget mere end bare en køretur i en lastbil – det er afslutningen på en epoke i éns liv.
Der vil blive drukket og kysset
Niels Flemming Hansen mener, at man kan tage sine forholdsregler ved at afspritte hænder ombord på vognen, ved at chaufføren afspritter rækværket, mens de unge er inde ved forældrene, og ved at besøgene hos den enkelte student foregår udendørs. Og han understreger, at det ikke skal være op til chaufføren at være ”politimand” over for de unge.
»Skal man nedlægge studenterkørslen i år, skal man også nedlægge hele studentertiden. For der vil blive holdt fest, drukket alkohol og kysset til højre og venstre. Der vil være studenterfester lige meget hvad.«
Tror du, at det bliver tilladt at køre studenterkørsel i år?
»Ja, det tror jeg,« siger Niels Flemming Hansen og tilføjer, at han har fuld forståelse for, at udbyderne af studenterkørsel skriger på at få et svar nu, om studenterkørslen bliver til noget i år, da de allerede har godt gang i forberedelsesomkostningerne.
»Vi har jo at gøre med et helt erhverv, der bliver holdt hen,« siger han.
Det er i forbindelse med fase 3 i genåbningen af Danmark planen, at forsamlingsforbuddet bliver hævet fra 10 personer til 30-50 personer fra 8. juni. - Og studenterkørslerne er altså berammet til at skulle finde sted i sidste uge af juni og første uge af juli.