»Det er en hån mod seriøse danske vognmænd og chauffører, at udlændinge slipper, mens danskerne må betale.« Således lyder det fra FDL- Frie Danske Lastbilvognmænd - i et opråb til tre ministre på Christiansborg.
Skatteministeren, justitsministeren og transportministeren er blevet afkrævet et svar af FDL, efter det er kommet frem, at udenlandske chaufførers ubetalte p-afgifter ikke bliver sendt til inddrivelse. Det gør de danske chaufførers ubetalte p-afgifter derimod, og det er en uretfærdig forskelsbehandling, mener FDL.