23948sdkhjf

Karsten Beiers modsvar til Center Mod Menneskehandel

Tirsdag den 30. oktober gennemførte Udlændingekontrolafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi og Arbejdstilsynet en aktion hos vognmandsvirksomheden Kurt Beier i Padborg, hvor 26 udenlandske chauffører boede under meget spartanske forhold.

I den forbindelse fulgte 22 filippinske og fire srilankanske chauffører frivilligt med myndighederne og forklarede om de nærmere vilkår og forhold i forbindelse med deres ophold i Danmark. Det gjaldt blandt andet deres arbejdsforhold, ansættelsesforhold samt skatte- og boligforhold.

Politiet arbejder i forbindelse med sagen sammen med Center mod Menneskehandel (CMM) under Socialstyrelsen, og CMM har selvstændigt haft samtaler med hver af de 26 chauffører.

Det skrev Center Mod Menneskehandel i går i en pressemeddelelse.

Det centrale omdrejningspunkt for politiets efterforskning og CMM’s undersøgelse er, hvorvidt der er tale om menneskehandel.

De to myndigheders udgangspunkter er dog meget forskellige.

For politiets vedkommende er der tale om efterforskning af en mulig overtrædelse af straffeloven. Menneskehandel er forbudt i Danmark i henhold til straffelovens paragraf 262a. Når der er tale om en straffesag, skal politiets efterforskning afklare, om indholdet i § 262a kan være overtrådt. Det er så efterfølgende anklagemyndighedens afgørelse, hvorvidt der på baggrund af politiets efterforskning skal rejses tiltale for overtrædelse af § 262a.

Politiet arbejder fortsat ud fra en mistanke om, at menneskehandel kan have fundet sted. Der er endnu ikke rejst nogen sigtelser i sagen.

Center mod Menneskehandel arbejder ud fra definitionerne i FN’s Palermoprotokol mod menneskehandel fra 2000, som Danmark tiltrådte i 2003.

Facetterne kan for eksempel være, at personer er rekrutteret, transporteret og huset af arbejdsgiver, typisk under kummerlige forhold. Metoderne til rekruttering kan for eksempel være bedrag, udnyttelse af sårbarhed eller anden utilbørlig fremgangsmåde. Og formålet er typisk at udnytte personen økonomisk.

Vurderer centret, at der er tale om menneskehandel, har personerne ret til at modtage hjælp i form af indkvartering, beskyttelse, lægehjælp og støtte til at vende tilbage til deres hjemlande.

Modsvaret kom prompte fra Kurt Beier Transport A/S, der svarer således i en pressemeddelelse:

På baggrund af dagens partsindlæg fra Center for Menneskehandel udtaler administrerende direktør Karsten Beier:

»Jeg må skarpt afvise enhver påstand om, at Kurt Beier Transport har medvirket til menneskehandel. Den vurdering må alene stå for Center mod Menneskehandels regning. Jeg noterer mig da også med tilfredshed, at politiet opererer med helt andre kriterier. Vi har beklaget de utilstrækkelige indkvarteringsforhold for vores filippinske chauffører, og det er der blevet rettet op på. Hvad angår lønforholdene, betaler vi vores chauffører det samme - måske endda lidt mere - end andre virksomheder, der også benytter arbejdskraft fra lande uden for EU.«

Advokat Anders Németh udtaler:

»Som advokat for Kurt Beier Transport A/S gentager jeg meget gerne, at virksomheden ikke har begået noget strafbart, og noterer mig med tilfredshed, at Syd- og Sønderjyllands Politi i den udsendte pressemeddelelse da også understreger, at virksomheden ikke er sigtet, og videre oplyser, at Center mod Menneskehandels skøn ikke er tilstrækkeligt i forhold til politiets efterforskning.«

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078