23948sdkhjf

Kim Vermø opkøbt af Skræps Vognmandsforretning

Handlen sker i god dialog og med et fortsat godt samarbejde mellem parterne.

Mange kender nok de blå, grå og røde kranbiler fra vognmand Kim Vermø A/S, der gennem de sidste 33 år har haft til huse på Sydfyn. Kim Vermø løser opgaver indenfor kraner, baksning eller maskinflytning. Derudover har en stor del af kranbilernes specialopgaver også ført dem til både Sjælland, Jylland, Norge samt Sverige.

Fra den 1. juli 2022 overtager Skræps Vognmandsforretning dog alle aktiviteter i Kim Vermø.

Det skriver Kim Vermø på sin hjemmeside.

Efter en periode med et tæt samarbejde mellem de to vognmandsforretninger, er der nemlig givet hånd på et køb af Kim Vermø A/S. Og skønt overtagelsen også sker med et vist vemod, er Kim Vermø tilfreds med aftalen:

- Det var det rigtige tidspunkt, og vi fik i fællesskab forhandlet os frem til en god aftale. Vigtigst af alt er jeg overbevist om, at Casper (Casper René Eskildsen, Skræps Vognmandsforretning red.) vil passe godt på både medarbejdere og kunder. Vi har den samme tilgang til kvalitet og kundeservice i vores arbejde, så jeg er sikker på det er det rigtige valg, til at føre virksomheden videre, siger Kim Vermø.

Kim beholder det gamle telefonnummer

Skal man have fat i Kim Vermø skal man bare ringe på det nummer, han altid har haft. Kim Vermø fortsætter nemlig i Skræps og beholder mange af de funktioner, som han udfører i dag. Han kommer til at være ansvarlig krandisponent for storkraner i firmaet, og forsætter derudover i brancheforeningen DTL Fynske vognmænd. Som kunde vil man derfor ikke mærke den store forskel som følge af overtagelsen.

For vognmand Casper René Eskildsen, er Kims fortsatte engagement i virksomhedens enormt vigtigt.

- Kim er vanvittig dygtig til det, han laver og er meget vellidt i lokalsamfundet – vi er heldige, at han fortsætter i Skræps. Det er i det hele taget en enorm tilførsel af dygtige og erfarne medarbejdere, vi får med købet, og vi glæder os til det nye kapitel, siger Casper René Eskildsen.

Indtil den officielle overtagelse den 1. juli 2022 vil de to virksomheder være i tæt samarbejde, og sammenkørslen af virksomhederne er allerede i fuld gang.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11