23948sdkhjf

Knebent flertal vender tomlen op til vejpakke

Resultatet af trilog-forhandlingerne om den såkaldte vejpakke med ændringer for, hvordan vejtransporten i fremtiden skal afvikles på de europæiske veje, er i dag godkendt af EU-Parlamentets transportudvalg ved en urafstemning. En landvinding og et tegn på en bedre fremtid, mener DTL – Danske Vognmænd.

Det skriver DTL i en pressemeddelelse.

Lige før jul blev et kompromis om den længe ventede EU-vejpakke indgået mellem EU-Kommissionen, Ministerrådet og EU-Parlamentet. Et kompromis, som bl.a. strammer reglerne for cabotagekørsel.

EU-Parlamentets transportudvalg – TRAN – har formelt skulle godkende resultatet, og udvalget har tidligere været hjemsted for særligt østeuropæiske modstandere af regulering af vejtransportområdet.

Nu tyder en afstemning i transportudvalget på, at målstolperne for alvor er flyttet: De foreslåede regler om udstationering, som blandt andet indbefatter aflønning af chauffører i det land, hvor de kører indenrigskørsel, blev stemt igennem med 27 stemmer mod 22. Ændringer i køre- og hviletidsreglerne blev vedtaget med 27 stemmer mod 17 – og bl.a. stramninger af cabotagereglerne gik igennem udvalget med 32 stemmer imod 17.

Dermed er der store muligheder for, at resultatet også bliver godkendt i hele EU-Parlamentet, mener DTL.

»Vi er godt tilfredse med udfaldet. Det er en landvinding for transporterhvervet og et skridt mod en bedre fremtid for alle vognmænd og chauffører i fællesskabet,« udtaler DTL’s adm. direktør Erik Østergaard.

For cabotagekørslen gælder det, at reglerne nu strammes: Tre ture med gods i Danmark i løbet af syv dage vil fortsat være tilladt, men nu efterfulgt af karensperiode på fire dage, hvor man skal forlade landet. Lastbilen skal vende tilbage til hjemlandet hver 8. uge. EU’s medlemslande kan indføre samme regler for kombinerede transporter.

Reglerne strammes også for anvendelse af chauffører i de enkelte medlemsstater: Cabotagekørsel, kombineret transport og tredjelandskørsel bliver omfattet af udstationeringsreglerne fra dag 1. Det betyder med få undtagelser dansk løn til udenlandske chauffører, der kører transport i Danmark.

På køre- og hviletidsområdet vil der fortsat være forbud mod at afholde det lange ugehvil i førerhuset, og der vil fortsat være krav om maksimalt 90 timers kørsel i en to ugers referenceperiode. Men hvad angår weekendhvil slækkes reglerne til fordel for transporterhvervet: To korte weekendhvil for internationale chauffører tillades mod tilsvarende afspadsering efterfølgende. Til gengæld kommer der nye retningslinjer og krav til indretning af rastepladser. Der stilles også krav om planlægning af kørslen, så chaufføren kan komme hjem hver tredje uge.

På kontrolsiden indføres en ny digital takograf i lastbiler senest i 2025. Og postkasseselskaber bekæmpes med forskellige krav om registreringspligt og dokumentation vedr. etablering, kapitalkrav og bankgarantier.

Resultatet af afstemningerne i Parlamentets udvalg skal godkendes af hele Europa-Parlamentet. Direktør Erik Østergaard mener ikke, at dette vil skabe problemer:

»Der har været langstrakte trilogforhandlinger mellem parterne i EU. Derfor forventer vi ikke, at der vil komme væsentlige ændringer. Men vi hæver ikke armene, før de sidste godkendelser er kommet i hus.«

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141